Værktøjskassen her henvender sig til både små og store virksomheder og organisationer, som ønsker inspiration til arbejdet med ledertrivsel.
Udarbejdet for BFA Service - Turisme af Merethe Klint, Mind the Gaps
Uanset om du er ejerleder i en mindre virksomhed, leder i en mellemstor organisation eller en del af HR eller den øverste ledelse i en større organisation med mange ledelseslag, finder du hjælp til at få øje på det, der allerede fungerer godt, og inspiration til, hvordan arbejdet med ledertrivsel kan udvikles videre.
Organisationer ser forskellige ud, og det samme gør arbejdet med ledertrivsel. Derfor findes der ikke én rigtig måde at arbejde med ledertrivsel på. Mange organisationer arbejder allerede med områder, der understøtter ledertrivsel. Arbejdet handler derfor ofte mindre om at starte noget nyt og mere om at bygge videre på det, der allerede virker.
Ledertrivsel er, når ledere har de nødvendige rammer, ressourcer, kompetencer, mandat og relationer til at kunne udføre ledelsesopgaven på en bæredygtig måde – både fagligt, menneskeligt og organisatorisk.
Ledertrivsel skabes i samspillet mellem mennesker, relationer, kultur, rammer og vilkår. Derfor er ledertrivsel ikke kun et individuelt anliggende, men et fælles ansvar, som involverer både ledere, medarbejdere, HR, den øverste ledelse og andre centrale aktører i organisationen.
Du kan tilmelde dig webinarerne via tilmeldingssiden hos Lederne Kompetencecenter.












