Casehistorier

Læs her et par udvalgte casehistorier om erfaringerne med Safety Observer - både i brugen og de praktiske resultater. 

Safety Observer har skærpet lysten til at blive klogere på støjbelastninger

Hos Ellesgaard Griseproduktion er der sat fokus på at få alle medarbejdere til at bruge de personlige værnemidler i 2024. Derfor blev Simone Mikkelsen, driftsleder i farestalden, særligt nysgerrig, da hun så en række spørgsmål i Safety Observer om støj. Med Safety Observer og en app til måling af støjniveauet på staldens smartphone ville hun og kollegerne nemt kunne lave målinger og registrere, hvornår lydniveauet, fx fra dyrene er for højt. Med et klart billede af hvornår der er høreskadende støj, var det indlysende for alle medarbejdere, at de skulle bruge de udleverede høreværn.

Et enkelt spørgeskema med fokus på støj kan bruges til at samle observationerne og skabe overblik over de steder og de arbejdsopgaver, hvor risikoen for høreskader skal forebygges.
 

Safety Observer-app’en hjalp Ellesgaard Griseproduktion til at få overblik over,
hvor risikoen for høreskader skal forebygges.

 

Når man først sætter sig ned med pc-brugerfladen, er den ret ligetil at bruge

Det er jo ikke nogen nem sag at finde tiden til at sætte sig ind i en ny måde at arbejde på. 

Malene Svensmark, Dortheasminde Avl og Opformering, tog derfor glad imod tilbuddet om at få 1 time konsulenthjælp til at komme i gang med at sætte sine egne tjeklister op. Alle de små manøvrer – som at gemme hjemmesiden som en favorit i sin browser og at lade programmet huske dig på dit password – er jo ikke hverdagsopgaver for en staldansvarlig driftsleder.

Men når først programmet var vist og forklaret, kunne Malene nemt se, hvordan hun unne lave overskuelige lister og sende dem ud til de relevante medarbejdere.
 

Der er mange muligheder, men endnu større potentiale


Anders Hermannsen, driftsleder hos mælkeproducent Torben Bebe, er altid på udkig efter bedre og mere effektive måder at forbedre arbejdsmiljøet på gården. På gården er der 280 køer, og med kun 4 medarbejdere foruden ejer selv til at passe dyrene er der nok at se til. Det er ikke nemt at se huller i hverdagens gøremål, hvor man kan sætte nye systemer op og bruge tid på registreringer, som ikke er strengt nødvendige.


Men Anders har alligevel brugt Safety Observer til at gennemgå et par af deres maskiner i markdriften for at tjekke dem for fejl og mangler, der kan føre til ulykker. Anders og hans kollega i marken havde nemt ved at bruge app’en, og det var ikke svært at se mange andre muligheder for at gennemgå staldafsnit og udstyr systematisk, bid for bid. Endnu flere potentialer var nemme at komme i tanker om, hvis man kunne integrere skemaerne fra Safety Observer i en anden app, som mange landmænd allerede bruger.

 

Testen af Safety Observer giver anledning til at se hverdagens rutiner med fornyet blik
Når man har haft sin bedrift i mere end 30 år er der selvsagt meget, der bliver rutine, og som det kritiske ”sikkerhedssyn” kan blive blind for. 

For Ib Damgård, Heden Jersey var turen rundt med Safety Observer og konsulenten en god anledning til at få et skærpet blik på indretning, rutiner og arbejdsmiljøet i øvrigt med fornyet blik.

Det gav anledning til drøftelse af, hvad tjeklisterne skal indeholde og samtidig en god drøftelse af, hvor opgaverne bliver løst risikofrit (Grøn+), og hvor der kan være sikkerhedsmæssige udfordringer (Rød+).
 

Nye øjne på bedriften gennem de generelle spørgsmål 


Lene Møller, grise- og arbejdsmiljørådgiver i VKST Bornholm, har testet Safety Observer og bruger den nu også på nogle af de bedrifter, hvor hun kommer jævnligt. Med de generelle spørgsmål i app’en kan hun sammen med landmanden finde nye fokusområder, som de kan bruge til at optimere sikkerheden.


Der kan ligge skjulte risici i hverdagen, som er vanskelige at få talt om. Her kan det hjælpe at stå med app’en på stedet og vurdere arbejdsprocessen ud fra spørgsmålene. Og ved at registrere observationerne kan man følge op på de samme forhold ved næste besøg.

Som rådgiver hjælper man ofte ledelsen med at vurdere risici i forhold til hinanden, så indsatserne kan prioriteres. Her kan der aftales en skalainddeling i registreringen i app’en, så man kan sætte ind på de risici, der er mest udbredte eller har de mest alvorlige konsekvenser.

Safety Observer-app’en giver mange muligheder for at gennemgå staldafsnit og udstyr systematisk.