Forord
Denne håndbog henvender sig til alle, der arbejder inden for person- og godstransport på vej. Formålet med håndbogen er at give dig overblik over de arbejdsmiljøforhold, der har betydning i dit daglige arbejde. Du arbejder typisk alene og har derfor ikke altid mulighed for at få hjælp fra andre.
Bogen giver overordnet overblik over forhold i arbejdsmiljøet og henviser til andre vejledninger fra Arbejdstilsynet og Branchearbejdsmiljøudvalget for transport og engros (BFA Transport). Detaljerne finder du i de enkelte vejledninger om særlige brancheområder fra henholdsvis BFA Transport og Arbejdstilsynet.
BFA Transport har udgivet denne håndbog og udgiver også branchevejledninger, som er parternes anbefalinger om god praksis på et område.
Alle vejledninger og materialer fra BFA Transport findes på bfatransport.dk. På de enkelte branchesider er der en oversigt over samtlige materialer indenfor et brancheområde. Vejledningerne kan også rekvireres i organisationerne.
Arbejdstilsynet
Arbejdstilsynet har haft BFA-vejledningen til gennemsyn og finder, at det indhold, herunder tekst og billeder, der knytter sig til arbejdsmiljøforhold, opfylder de krav, der følger af arbejdsmiljølovgivningen. Arbejdstilsynet har alene vurderet vejledningen, som den foreligger, og gør opmærksom på, at der kan være arbejdsmiljøproblemstillinger og krav, der ikke er behandlet i vejledningen. Arbejdstilsynet har gennemgået vejledningen i overensstemmelse med regler og praksis d. 11. december 2024.