Kørsel med børn med særlige støttebehov
Flexchauffører og andre, der kører med børn med særlige støttebehov (f.eks. børn med ADHD eller autisme), oplever indimellem situationer, hvor børnene bliver irritable og reager kraftigt på små ting. Det kan f.eks. være en misforståelse, en forsinkelse eller hvis der bliver lavet om på dagsplanen undervejs. I de tilfælde er der ikke langt til en konflikt, der kræver chaufførens indgriben. Men hvordan kan man forebygge, at den slags situationer opstår?
Gør turen til en god oplevelse for alle
Dette materiale fortæller kort om, hvordan børn med særlige støttebehov adskiller sig fra mange andre, og hvad chaufføren kan gøre for at gøre turen til en god oplevelse for alle. Her er en række praktiske råd og redskaber til, hvordan chaufføren kan håndtere og berolige børnene på turen – f.eks. ved at undgå smalltalk og musik i bilen. Eller ved at sørge for, at holde børnene orienteret om hvad, der skal ske, og hvem, der er den næste, der sættes af.
Tegnefilm og pjece til flexchaufførerne
Materialet består af en lille, forklarende tegnefilm og en tilhørende pjece, der opsummerer filmen med fokus på de tre gode råd til flexchaufføren, og på hvordan små tiltag kan gøre en stor forskel for børnene.
Gør brug af filmen og del den meget gerne med andre, der beskæftiger sig med kørsel med børn med særlige støttebehov.
Rigtig god fornøjelse.