Sådan laver du APV

Hjælp til APV-værktøjerne: APV, hvordan og hvornår? APV-processen. Krav til dokumentation. Metoder til APV.

APV, hvornår og hvordan? 

Det er lovpligtigt for alle virksomheder med ansatte at lave en arbejdspladsvurdering, til dagligt forkortet APV. 

Formålet med at lave APV er at få kortlagt arbejdsmiljøet og løst alle de problemer, I finder, så jeres medarbejdere kan udføre deres arbejde på en sundheds- og sikkerhedsmæssigt forsvarlig måde. 

Det er vigtigt, at APV bliver lavet systematisk, så I kommer rundt om alle forhold, der kan udgøre en risiko, fra ergonomi og indeklima til ulykkesforebyggelse og psykisk arbejdsmiljø. 

Hvor ofte skal I lave APV?

I skal lave en ny APV mindst hvert 3. år, og hver gang der sker ændringer på arbejdspladsen, som kan have betydning for arbejdsmiljøet. 

Sker der ændringer i arbejdsmiljøet, er det nok at lave APV for de forhold, der er ændret. 

Er der risici, som I kan forebygge og få løst med det samme, er der dog ikke krav om APV. 

Hvem skal lave APV?

Det er arbejdsgiver, som har ansvaret for, at der bliver lavet APV.

I virksomheder med 10 eller flere ansatte skal arbejdsmiljøorganisationen deltage i udarbejdelsen af APV. Arbejdsmiljøorganisationen skal deltage i hele APV-processen, fra planlægning og tilrettelæggelse til gennemførelse og opfølgning. 

I små virksomheder med under 10 ansatte, som ikke har en arbejdsmiljøorganisation, skal de ansatte deltage i APV-processen. 

Arbejdsgiver skal desuden sørge for, at der er den fornødne ekspertise til rådighed til at lave en APV, og kan her indhente ekstern hjælp, hvis der er behov for det.