Arbejdsmetoder, redskaber og maskiner
God ergonomi hænger uløseligt sammen med gode arbejdsmetoder, rengøringsredskaber og rengøringsmaskiner.
Anvend altid maskiner, når der er mulighed for det. Det mindsker belastningen ved både tungt og ensidigt gentaget arbejde.
Når maskiner ikke kan anvendes, anvend da de redskaber og metoder til rengøring, som belaster kroppen mindst.
Ledelsen og arbejdsmiljøorganisationen skal følge med i den tekniske udvikling og løbende udskifte redskaber og maskiner med dem, der belaster kroppen mindst. Revidér APV'en i forbindelse med sådanne ændringer, der har betydning for jeres arbejdsmiljø.
Det er også en god ide, at have en fast procedure, så I er sikre på, at jeres udstyr altid er vedligeholdt og i orden. Tænk blot på hvor mange kræfter, der skal bruges til at skubbe en rengøringsvogn med hjul, der er slidte og fyldt med skidt.
Undgå fejlindkøb, undersøg hvad I har brug for, skriv en liste med krav, og afprøv udstyret, inden I køber nyt.
Husk at arbejdsmiljøorganisationen skal inddrages ved indkøb.
Benyt udgivelsen "Sunde og sikre indkøb i rengøringsvirksomheder", som findes her på bfa-service.dk
Brug redskaber og udstyr, så der kan arbejdes med armene over knæhøjde og under skulderhøjde. Det vil sige, at udstyret så vidt muligt skal kunne indstilles og tilpasses til alle brugere. Her tænkes på teleskop-skafter, knækled, låseled, indstillelige kørehåndtag, støvsugermundstykker, osv.
I det følgende vil vi se på forskellige rengøringsopgaver og nævne de vigtigste forhold vedr. metoder, redskaber og maskiner for at opnå god ergonomi.
Arbejdsmiljøorganisationen skal altid involveres i forbindelse med anskaffelse og anvendelse af redskaber og maskiner.