Undgå overbelastninger og brug god arbejdsteknik

Er det værd at bekymre sig om?

Spørgsmålet kan kun besvares med et klart JA! Rigtig mange ansatte arbejder stadigvæk på en sådan måde, at kroppen slides og kommer til skade. Deres rygge udsættes for mange tunge løft af vandspande, skrald, møbler og støvsugere. Skuldre belastes af arbejde med armene over skulderhøjde og lange rækkeafstande. Hænder og arme belastes af vrid og drej, og knæene lider under for meget hugsiddende arbejde.

Vi kan heldigvis gøre noget ved det!

En af de nemme veje til at skåne kroppen er at undgå at løfte, bære, skubbe og trække noget, der er for tungt.

Kan det så også kombineres med, at anvende god arbejdsteknik med gode arbejdsstillinger i det daglige, kan vi nå rigtig langt!

Et rigtigt valg af rengøringsredskaber, metoder og maskiner samt en god indretning af arbejdspladsen kan betyde mange sparede løft og belastende arbejdsstillinger. Vi vil se nærmere på disse områder i de efterfølgende kapitler. Husk at arbejdsmiljøorganisationen skal inddrages i forbindelse med alle disse forhold. I dette kapitel beskrives de vigtigste arbejdsteknikker, som kan komme alle til gode. Når der tales om løft, træk og skub i det følgende er det i forhold til byrder, der ikke er for tunge. Er byrden for tung hjælper selv god teknik ikke! Grib fat i din leder eller din arbejdsmiljørepræsentant, hvis noget f.eks. er for tungt at løfte. Det er i orden, at lade disse ting blive stående.

Arbejdsteknikkens TOP 10 for rengøring

Hjælp hinanden med, at alle lærer og følger disse 10 vigtigste råd for at beskytte kroppen bedst muligt:

1. Undgå vrid

Undgå at vride i ryggen og nakken. Næse og tær skal hele tiden pege samme vej. Så husk at flytte fødderne med, når du vil dreje kroppen. Herved kan vrid i hofter og knæ også lettere undgås. Undgå opvridning af klude, hvor håndleddene overbelastes, og at vride i hænderne, når du mopper gulv.

2. Undgå større foroverbøjninger og sidebøjninger i ryggen

Husk at indstille redskaberne, f.eks. moppeskaftet og støvsugerrøret, og brug forlængerskafter, så du hele tiden kan arbejde i en naturlig oprejst stilling. Anbring tungere ting og ting, du bruger tit, i god højde, så du ikke skal bukke dig efter dem. Mopper smides på gulvet og sættes på fremføreren. Ved aftagning løftes fremføreren op i god højde og moppen tages af.

Tag støtte på et knæ eller andet, hvis det er nødvendigt, at du bøjer dig forover.

3. Undgå lange rækkeafstande og "strit" ikke med albuerne, men arbejd med overarmene tæt ved kroppen

Flyt dig efter arbejdsopgaven, gå tæt på, indstil redskaberne og brug forlængerskafter.

4. Arbejd med armene under skulderhøjde og over midtlårhøjde

Brug indstillelige skafter som "armforlængere" ved høj og lav rengøring. Indstil kørehåndtag til ca. albuehøjde.

5. Brug vægtoverføring og skån skuldrene

Arbejd med god afstand mellem fødderne. Bevæg kroppen ved at bruge lårenes muskler til at føre vægten skiftevis fra den ene til den anden fod. Du kan herved skubbe og trække f.eks. et støvsugerrør eller bruge en moppe med 8-talsmetoden.

6. Undgå for hurtige og rykvise bevægelser

Arbejd stille og roligt. Hvis noget er lidt tungt, og du f.eks. vil løfte eller flytte det hurtigt, kommer du let til at overbelaste dine muskler og led.

7. Brug hellere skub end træk

Når du skal flytte noget, der er lidt tungt, bør du helst skubbe ved at føre vægten fra bageste til forreste ben og bruge din kropsvægt. Så er det lettere at holde ryggen i en god stilling. Hvis man trækker tungere emner, påvirkes lænden ofte uheldigt.

8. Undgå at bære på trapper

Hofter, knæ og ryg er ekstra sårbare, når du bærer tungere ting på trapper, som f.eks. en støvsuger eller en spand vand.

9. Undgå at arbejde i knælende og hugsiddende stillinger

Knæene overbelastes nemt i disse stillinger. Bøj ikke mere end 90 grader i knæene og brug forlængerskafter.

10. Undgå fastlåste og ens arbejdsstillinger

Skift hyppigt mellem forskellige arbejdsstillinger, stående, gående og siddende arbejde for ikke at udtrætte muskler og led.

Skift mellem at bruge den ene og den anden hånd.

Opskriften på god løfteteknik

Hvis det bliver nødvendigt at løfte tungere emner, bør følgende grundregler indlæres og anvendes:

  • Gå tæt til byrden
  • Stå med front mod byrden i bred-/ skridtstående stilling
  • Vurder byrdens vægt, og hvor godt den kan holdes fast
  • Sørg for et godt greb i byrden, og at der er god plads omkring dig
  • Bøj i knæog hofteled og hold ryggen afbalanceret ved at spænde rygog mavemuskler
  • Løft byrden roligt ved at strække knæog hofteled
  • Hold byrden ind til kroppen med let bøjede albuer
  • Løft og bær byrden midt foran kroppen eller fordelt ligeligt i begge hænder (bær kun få meter ellers brug hjælpemiddel)
  • Vrid ikke i kroppen, når der løftes, flyt i stedet fødderne. De 3 næser skal vende samme vej (næse og skonæser).

Ved frasætning af byrden bruges de samme bevægelser i omvendt rækkefølge.

Undgå så vidt muligt tungere løft til og fra niveauer under knæhøjde og over skulderhøjde og husk, at nogle løft kan være for tunge.

Husk at løfte symmetriskt med begge hænder!