Hvis skaden er sket

Hvis skaden er sket

Her er de almindelige regler for førstehjælp:

  • Ved kontakt med huden eller øjnene, skal man straks skylle med rigeligt, rent vand. Herved fortyndes midlet, og skade på huden eller i øjnene undgås eller formindskes. Væsken fra en øjenskylleflaske eller en blød vandstråle fra vandhanen er velegnet. Væsken i en øjenskylleflaske indeholder lidt salt, som svarer til den saltkoncentration, som vi har i kroppen, så derfor er den ekstra god til at skylle med. Får man rengøringsmiddel i øjet, bør man omgående kontakte læge eller skadestue. Øjenskylningen fortsættes, indtil man er under lægebehandling.
  • Indånder man ætsende eller andre skadelige dampe i større mængder, kan dette beskadige slimhinder og lunger. Det kan f.eks. opleves som hoste eller irritation i halsen. Kontakt omgående læge eller skadestue.
  • Bliver tøjet gennemblødt af et rengøringsmiddel, bør tøjet omgående tages af og huden skylles med rent vand.

Ved henvendelse til læge eller skadestue medbringes sikkerhedsdatabladet eller emballage fra det rengøringsmiddel, man har været uheldig med.