Forebyggelse af aerosoldannelse
Hvis der arbejdes med vandtryk, skal dette arbejde indgå i arbejdspladsvurderingen (APV).
Arbejdet med skumudlægning og trykrengøring skal planlægges og tilrettelægges på en sådan måde, at dannelsen og dermed også eksponeringen for aerosoler minimeres mest muligt.
Arbejdspladsen skal indrettes arbejdsmiljømæssigt optimalt, fx ved at placere platforme, hvor det er hensigtsmæssigt af hensyn til optimal arbejdsmetode. Brug aldrig stiger eller andet udstyr, som kan skride.
Det bør ligeledes overvejes, om det muligt at anvende et lavere tryk – om muligt almindeligt vandværkstryk, da det vil reducere aerosoldannelsen væsentligt. Endelig bør der benyttes dyser, som giver mindst mulig aerosoldannelse og støj.
Medarbejderne skal instrueres i arbejdsmetoder, som minimerer aerosoldannelse.
Instruktion i korrekte arbejdsmetoder ved indskumning og trykrengøring
Lave emner, hvor indskumning og trykrengøring foregår nedad
- I disse situationer vil der normalt ikke være risiko for påvirkning fra sæbeaerosoler. Hvis der opstår en situation, hvor strålen afbøjes, så sæbeaerosolerne sprøjter tilbage, må du ændre på arbejdsmetoden. Det kan eksempelvis ske ved, at du placerer dig lidt skråt for emnet.
- Vær opmærksom på, at indfaldsvinklen er lig udfaldsvinklen, og at vandsprøjt skal væk fra din opholdszone.
Hvor indskumning og trykrengøring foregår vandret
- Når strålen rammer emnet, vil sæbeaerosolerne kunne slås op i luften, til siderne eller nedad. De sæbeaerosoler, der hvirvles op i luften eller ned mod gulvet, vil undertiden kastes tilbage.
- Placer dig lidt skråt i forhold til emnet, så sæbeaerosolerne tydeligt føres bort fra din opholdszone.
Høje emner, hvor indskumning og trykrengøring foregår opad
- Den største risiko for påvirkning af sæbeaerosoler forekommer netop, når sæbeudlægningen og trykrengøringen foretages opefter. Når strålen rammer emnet, vil den kastes videre opad og ud i lokalet for dernæst at dale ned i det område, hvor du eventuelt befinder dig.
- Vær her særlig opmærksom på, at indfaldsvinklen er lig udfaldsvinklen, og at vandsprøjt skal væk fra din opholdszone.
Ved indskumning:
- Sørg for længst mulig afstand til emnet, så vinklen bliver så vandret som muligt, eller placer dig skråt for vanddremnet, så der ikke sprøjtes direkte ind imod det. Hvis der er en platform i nærheden, kan du stå op på den.
Ved trykrengøring:
- Her er det af hensyn til renseeffekten ikke muligt at udnytte afstanden. I stedet må du placere dig en smule skråt for emnet. Sørg i øvrigt for, at høje arbejdspladser udstyres med platforme, så rengøringen foretages nedefter.
Ved indskumning og trykrengøring af større overflader, fx gulve, vægge og store maskiner
- Her udlægges sæben ved, at du bevæger dig baglæns eller sidelæns, men først må du sikre dig, at der ikke ligger genstande på gulvet, du kan falde over. Ved trykrengøringen må der ikke sprøjtes direkte ind mod emnet.
- Spul i stedet ved at placere dig lidt skråt for emnet, medens du bevæger dig baglæns eller sidelæns.
Ved rengøring af maskiner indvendig
- Her kan der være en særlig risiko for tilbagesprøjt, hvis maskinerne er helt eller delvis lukkede.
Hvis der er flere, som gør rent på samme tid i området
- Sørg for, at arbejdet koordineres, så der ikke sprøjtes over i kollegaens område.