Valg af værnemidler, når der bruges rengørings- og desinfektionsmidler
Åndedrætsværn
Hvis rengørings- eller desinfektionsmidlet indeholder flygtige stoffer, fx alkoholer eller andre organiske opløsningsmidler, eller syre/base, skal partikelfiltret suppleres med filtertypen som angivet i sikkerhedsdatabladets punkt 8, fx et kulfilter (A-filter) til organiske dampe.
Filtrene udskiftes nøje efter filterleverandørens anvisninger og for partikelfiltrenes vedkommende senest, når der registreres en indåndingsmodstand. Engangsmasker kasseres efter endt opgave.
Flergangsmasker og filtre skal rengøres og opbevares i henhold til leverandørens anvisninger.
Handsker
Vurder om der er behov for brug af kemikaliehandsker i henhold til anvisninger i sikkerhedsdatabladets punkt 8.
En kemikaliehandsker kan med fordel anvendes i kombination med en inderhandsker af bomuld. Inderhandsken opsuger den fugt, der dannes inde i handsken, og den udskiftes mindst hver dag.
Kemikaliehandsken skal skiftes efter anbefalingen i sikkerhedsdatabladets punkt 8 og under alle omstændigheder, hvis den er revnet og dermed utæt. For at undgå forurening af hænderne, skyl da handskerne, inden de tages af.
Er der kommet vand eller rengørings-/desinfektionsmiddel ind i kemikaliehandsken, kasseres den straks.
Øvrige værnemidler
Anvend fodtøj og beklædning, som er velegnet til arbejdets art.
Kravet til egenskaberne er, at materialet skal være resistent over for sure og basiske produkter og ikke gennemtrængeligt for rengøringsmidlerne. Fodtøjet skal tillige være skridsikkert.
Førstehjælp
Hvis der sker et uheld, skal anvisningerne i punkt 4 i leverandørens sikkerhedsdatablad følges.
Behovet for førstehjælp er meget afhængigt af, om det drejer sig om koncentratet eller brugsopløsningen.
Produktterne i deres koncentrerede form må aldrig anvendes til rengøring. Derfor retter oplysningerne for koncentratet sig imod den arbejdssituation, hvor der foretages omhældning fra større beholdere til de små dunke, som dagligt anvendes ude i afdelingerne.
Overhældningen foretages sædvanligvis i rengøringsrummet.
Uheld ved overhældning kan forebygges ved at undgå manuel overhældning. Anvend fx i stedet en doseringspumpe.
Ved anvendelse af brugsopløsningen, som er en stærkt fortyndet opløsning på nogle få procent, vil risikoen for skadelige, ætsende påvirkninger være tilsvarende minimal.
Det er derfor vigtigt, at der ved uheld ydes den rigtige førstehjælpsindsats.