Valg af rengørings- og desinfektionsmidler
Vælg rengørings- og desinfektionsmiddel med omtanke – vælg det mindst farlige. Står valget mellem to forskellige midler, som begge er lige velegnede til rengøringsopgaven, læg da mærke til følgende:
- Se først på faremærkningen og evt. faresætningerne (H-sætningerne), som står på dunken og i leverandørens sikkerhedsdatablad punkt 2.
- Vær opmærksom på, at oplysningerne på dunken kun gælder det koncentrerede produkt.
- Når produktet tages i anvendelse, sker der en fortynding til nogle få procent. Den fortyndede opløsning kaldes brugsopløsningen. Leverandøren kan oplyse om mærkning for brugsopløsningen. Typisk vil brugsopløsningen enten være mærket sundhedsskadelig eller i visse tilfælde endda få betegnelsen ikke mærkningspligtig.
- Der er flere oplysninger i sikkerhedsdatabladets punkt 9, hvor produktets pH-værdi (sur/basisk) er angivet både for det koncentrerede produkt og for brugsopløsningen.
- Jo nærmere pH-værdien ligger på 7,0 (neutral), jo mindre er ætsningsfaren. Det mest neutrale produkt vil være at foretrække under den forudsætning, at rengøringsstandarden kan holdes.
- Vær opmærksom på, at ikke faremærkede produkter trods fortyndingen stadig kan være stærkt sure eller basiske, så de kan have irriterende virkninger på øjne, hud og luftveje, jævnfør de toksikologiske egenskaber under punkt 11 i sikkerhedsdatabladet for brugsopløsningen.
- Undgå produkter med indhold af flygtige stoffer, der ofte kan være organiske opløsningsmidler samt unødvendige tilsætningsstoffer som farve og parfume.