Den årlige arbejdsmiljødrøftelse

Den årlige arbejdsmiljødrøftelse

Alle virksomheder med ansatte skal arbejde systematiseret og fremadrettet med arbejdsmiljøet. Her er lovens krav om afholdelse af en årlig arbejdsmiljødrøftelse et vigtigt element i virksomhedens arbejdsmiljøarbejde.

På den årlige drøftelse fastlægges blandt andet indhold og form for det kommende års samarbejde om arbejdsmiljøet. Det er arbejdsgiverens ansvar, at drøftelsen bliver tilrettelagt og finder sted samt at der samarbejdes herom og at det tilstræbes at opnå enighed.

Indhold i drøftelsen

Ved den årlige arbejdsmiljødrøftelse skal der:

  • Tilrettelægges indholdet af samarbejdet om sikkerhed og sundhed for det kommende år.
  • Fastlægges, hvordan samarbejdet skal foregå. Virksomheder med arbejdsmiljøorganisation skal også fastlægge samarbejdsformer og mødeintervaller.
  • Vurderes om det foregående års mål er nået.
  • Fastlægges mål for det kommende års samarbejde og hvordan virksomheden vil nå dem.
  • Virksomheden skal skriftligt kunne dokumentere, at den årlige arbejdsmiljødrøftelse har fundet sted.
  • I virksomheder med en arbejdsmiljøorganisation skal I desuden drøfte den supplerende uddannelse af arbejdsmiljørepræsentanter og arbejdsledere i AMO. I kan f.eks. drøfte, hvilken supplerende uddannelse der kunne være relevant i forhold til de arbejdsmiljøproblemer, der er i virksomheden og jeres mål for det kommende år.

I små virksomheder med under 10 ansatte, skal drøftelsen også omfatte en vurdering af, om der er den nødvendige sagkundskab om arbejdsmiljø i virksomheden.

Arbejdsgiveren skal sørge for, at der bliver fulgt op på de beslutninger, der træffes ved den årlige arbejdsmiljødrøftelse.

Obligatorisk arbejdsmiljøuddannelse

3 dages obligatorisk arbejdsmiljøuddannelse

  • Arbejdsmiljørepræsentanter og arbejdsledere i arbejdsmiljøorganisationen har ret og pligt til at deltage i den obligatoriske arbejdsmiljøuddannelse, der foregår over 3 dage.
  • Uddannelsen skal foregå hos en af de udbydere, som er godkendt af Arbejdstilsynet. Det er arbejdsgiverens ansvar at sørge for tilmeldingen.
  • Undervisningen kan afvikles ved fysisk tilstedeværelse eller netbaseret. Krav til arbejdsmiljøuddannelsen Arbejdsmiljøorganisationens medlemmer skal holde deres viden om arbejdsmiljø vedlige. Derfor er der fastsat regler i arbejdsmiljøloven om obligatoriske og supplerende uddannelser til arbejdsmiljørepræsentanter og arbejdsledere.

Krav til arbejdsmiljøorganisationens uddannelse:

  • Medlemmerne af arbejdsmiljøorganisationen skal gennemgå den obligatoriske arbejdsmiljøuddannelse senest 3. mdr. efter, at de er blevet valgt.
  • I det første år skal arbejdsgiveren tilbyde supplerende arbejdsmiljøuddannelse svarende til 2 dages varighed. Disse to dages supplerende uddannelse skal være afholdt inden for de første 12 måneder efter valget.
  • Hvert år skal arbejdsmiljøorganisationens medlemmer have tilbud om supplerende uddannelse af 1½ dags varighed.

Der er ikke krav til, hvilken kursusudbyder der vælges til de supplerende arbejdsmiljøuddannelser. Mange private kursusudbydere kan tilrettelægge kurser, der er relevante ift. de arbejdsmiljøproblemer, der er i virksomheden.