Op- og nedstigning på tage

Op- og nedstigning på tage

Det vil i langt de fleste tilfælde være muligt at finde en løsning ved en fornuftig dialog med kunden.

Brug af stiger

Stigning

Stiger skal overholde standarderne i EN 131-serien for erhvervsmæssig brug. Stigerne skal ligeledes være egnede til den pågældende opgave samt være i orden og korrekt vedligeholdt. Arbejdsgiveren er forpligtiget til at kontrollere, at stiger og andet tagudstyr er i forsvarlig stand, før det tages i brug.

Observerer medarbejdere fejl eller skader på stiger eller andet sikkerhedsudstyr, meddeles dette arbejdsgiveren og stigerne eller udstyret må ikke benyttes, før fejlene eller manglerne er udbedret.

Stiger skal undersøges grundigt efter leverandørens anvisning af en sagkyndig person og mindst en gang om året.

Der må fra stiger (gælder også tagstiger) kun udføres lettere arbejde. Arbejde på stiger må maks. forekomme 1/3 af arbejdsdagen og bør kun foregå 1/2 time ad gangen. Hvis stigen ikke er fastgjort og er over 5 meter, skal der ved brug være en fodmand.

Opsætning af tagstiger bør som udgangspunkt foretages af to personer, for at undgå tunge løft og dårlige arbejdsstillinger.

Stiger, der bruges som adgangsvej, skal placeres forsvarligt, således at de ikke skrider ud eller vælter. Dette kan ske ved brug af tagrendesikring monteret på stigen, stigefod eller ved at montere fastgørelsesbeslag til stigen på ejendommen.

Det anbefales, at der etableres et fastgørelsesbeslag til stigen hos kunden. Dette sikrer, at stigen ikke vælter eller skrider. Samtidig vil skader på tagrender mm. undgås.

Stigen skal rage en meter op over adgangsstedet, medmindre der er et andet sikkert holdepunkt ved overgangen (f.eks. et tagtrin).

Hvis adgangen til skorstenstop skal foregå hen over taget, skal det sikres, at der ikke er risiko for nedskridning eller gennemtrædning.

Hvis taget er glat og over 15 grader, skal der, uanset hvilken højde der arbejdes i, anvendes tagstige eller anden tilsvarende sikring.

Her skal det bemærkes, at brug af tagstiger ved en taghældning under 34 grader kan være forbundet med risiko på grund af fare for nedskridning af stigen, hvorfor anden sikring anbefales – eksempelvis tagtrin.

Ved tage med en hældning på 34 grader eller derover eller ved arbejde over 5 meter, skal der træffes særlige sikkerhedsforanstaltninger.

Dette kan, hvor der ikke er monteret tagtrin eller anden sikkerhedsforanstaltning, efterkommes eksempelvis ved at anvende tagstige. Under skorstensfejning på tage med hældning – eller på flade tage, hvor afstanden til tagkant er under 2 meter – skal der benyttes faldhindrende udstyr.

Faldhindrende udstyr kan eksempelvis fastgøres i fastgjorte tagtrin, øjebolte eller velegnede skorstenspiber. Sikring vil altid skulle udføres efter en konkret vurdering af fastgørelsespunket.

Stålskorstene vil normalt ikke være velegnede til fastgørelse af faldsikring. Tagtrin og gangbroer skal være fastgjort forsvarligt til tagkonstruktionen og opfylde kravene i DS/EN 516 (standard for tagtrin og gangbroer).

Der foretages en risikovurdering af om ankerpunktet er forsvarligt inden benyttelsen f.eks ved at tjekke for løse fastgørelser eller rustne bolte.

Stigning

Brug af faldsikring

Faldsikring

Faldsikring skal bruges, hvis arbejde i højde ikke på anden måde kan planlægges, tilrettelægges og udføres forsvarligt. Inden brug af en evt. faldsikring skal medarbejderen have modtaget instruktion i brug af udstyr samt oplyst om fare ved ikke at bruge det. Medarbejderen skal desuden oplæres, og hvis det er nødvendigt, trænes jævnligt i at bruge udstyret.

Faldsikringsudstyr bør kun anvendes, hvor det ikke er muligt at sikre mod fare for nedstyrtning ved brug af kollektive foranstaltninger eller egnede tekniske hjælpemidler, f.eks. rækværk, stillads eller personløfter.

Fejning af fritstående skorstene må ikke finde sted uden brug af faldsikring, f.eks. i kombination med glideskinne.

Som faldsikring skal vælges egnet faldsikringsudstyr f.eks. helkropssele. Husk altid at følge fabrikantens anvisninger.

Til standsning af frie fald skal der anvendes sele eller vest. Linen skal fastgøres, så man hænger opret efter fald. Det anbefales at anvende hovedbeskyttelse ved fejning af fritstående skorstene.

Før brugen skal udstyret kontrolleres, om det er rent, ses efter for trådbrud, revner, slid eller anden beskadigelse. Opdages der fejl, som kan forventes at forringe udstyrets funktion, skal det kasseres eller repareres. Udstyr, som har været udsat for maksimal faldbelastning, skal kasseres. Følg leverandørens anvisninger.

Det anbefales at en kollega eller mester orienteres inden opstigning, samt ligeledes efter endt arbejde.

Virksomheden skal udarbejde en beredskabsplan, når der anvendes faldsikring ved fritstående skorstene.

Henvisninger