Støj og akustik

Badepersonale udsættes kun lejlighedsvis for støjbelastninger, der kan skade hørelsen. Men selv relativt lave lydniveauer kan udgøre en gene og på afgørende måde spille ind på vilkårene for arbejdets udførelse. Derfor stiller støjbekendtgørelsen også krav om, at unødig støj skal undgås.

Man kan blive irriteret over generende støj. Og støjen kan betyde, at man må anstrenge sig mere for at løse sine arbejdsopgaver. Støjen kan føre til træthed, koncentrationsbesvær og forstærket stresspåvirkning. Personer, der har en hørenedsættelse, fungerer dårligere, når der er mange baggrundslyde. Det kan især være et problem for ældre medarbejdere, der er begyndt at høre dårligere.

Det kræver stor opmærksomhed og koncentrationsevne hos badepersonalet, at holde opsyn med de badende, og arbejdet er vanskeligt at udføre ved høje lydniveauer.

Man har i svømmehaller eksempler på målinger af den samlede støjpåvirkning på et lyd-niveau svarende til 62-75 dB(A). Ingen person må udsættes for en støjbelastning over 85 dB(A) over en 8 timers arbejdsdag uden at bruge høreværn.

I svømmehaller er der en række støjkilder af forskellig art. Det drejer sig f.eks. om støj fra de badende og støj fra tekniske installationer.

En dårlig rumakustik forstærker støjen i selve hallen.

For at forbedre akustikken (begrænse efterklangstiden) og dermed mindske støjen i store haller, kan det være en fordel at anbringe en del af lydabsorptionen nede i højde med støjkilderne, f.eks. i form af lydabsorberende skærmvægge som vægbeklædning, eller som nedhængte sektioner over særligt støjende områder. Kunst, udsmykning og møbler kan også medvirke til støjdæmpning.

Støj fra afløbsrender er et andet eksempel på en generende støjkilde for en del personale. Renderne kan konstrueres, så de er mere lydløse, f.eks. ved at skvulpekantens væg er over 90 grader.

En generel måde at mindske støjen på kan være at afpasse antallet af badende til svømmehallens størrelse (rumfang).