Hviletidsbestemmelser og natarbejde

Hviletidsbestemmelser og natarbejde

Natperiode defineres i arbejdstidsloven som et tidsrum på mindst 7 timer, som omfatter tidsrummet mellem kl. 00.00 og kl. 05.00. Medmindre andet er aftalt, er natperioden fra kl. 22.00 til kl. 05.00.

Natarbejdet defineres i arbejdstidsloven som en lønmodtager, der normalt udfører mindst 3 timer af sin daglige arbejdstid i natperioden, eller en lønmodtager, der udfører natarbejde i mindst 300 timer inden for en periode på 12 måneder.

Den væsentligste konsekvens af natarbejde er, at den sædvanlige døgnrytme brydes.

Nat- og skifteholdsarbejderne klager ofte over søvnproblemer, og skifteholdsarbejderne på nattevagt sover ca. 2 timer mindre end dagarbejdere. Søvnkvaliteten er ofte dårligere med bl.a. hyppigere opvågninger. Følgen er bl.a. øget træthed. Derfor er det at arbejde om natten, isoleret set en belastning for kroppen, da vi fra naturens side er designet til at sove om natten. Under søvnen restituerer vi mentalt (kognitivt) og fysisk, og den meget komplekse restitution sker altså mest optimalt om natten.

Når det er sagt, så er der flere søvnforskere som påpeger, at det er vigtigt at have fokus på både søvnkvantitet og søvnkvalitet. Det første gode råd i forbindelse med natarbejde er at forsøge, på én døgncyklus (24 timer), at få omkring 7,5 times søvn, og at det godt kan ske i 2 etaper. Herudover er det vigtigt, at fokus er på kvaliteten i form af rolig søvn uden al for mange afbrydelser eller opvågninger. Det vil naturligvis være en ekstra udfordring for de fleste mennesker, der har natarbejde, men der en del gode generelle søvnråd, som man med fordel kan følge:

  1. Forsøg at opnå de 7,5 time på en døgncyklus
  2. Minimer lys og undgå skærmlys før du skal sove (ingen telefon eller tablet mv.)
  3. Undgå at spise og drikke store mængder 1,5-2 timer før søvn
  4. Hold soverummet så mørkt og roligt som muligt
  5. Hold lav temperatur (tilpas for dig) og undgå lys og lyd fra telefon mv.

Blandt andet på grund af kroppens basale behov for restitution er der også en lovgivning, der tilsiger hvor meget hvile medarbejderen skal have i løbet af et døgn. Her gælder der den regel, at en medarbejder inden for en periode på 24 timer skal have en sammenhængende hvileperiode på 11 timer.

Ansatte skal tilbydes gratis helbredskontrol, inden de begynder beskæftigelse med natarbejde, og derefter med regelmæssige tidsrum på mindre end 3 år.

Henvisninger

Arbejdstilsynet

BFAportalen.dk