Konferencen "Psykologisk tryghed i praksis", Hotel Nyborg Strand, den 10. september 2026.
Psykologisk tryghed er vigtig for at skabe et udviklende arbejdsmiljø. Men hvordan styrker vi den psykologiske tryghed i praksis?
Dette var emnet for vores konference "Psykologisk tryghed i praksis", der samlede 165 ledere, arbejdsmiljørepræsentanter og arbejdsmiljøkonsulenter fra en lang række brancher inden for service og turisme.
Deltagerne kunne bl.a. møde adfærdsmekanikeren Mads Herschend og psykologen Liv Starheim, der har forsket i og arbejdet med psykologisk tryghed i mange år. De to eksperter løftede bl.a. sløret for, hvordan psykologisk tryghed kan være med til at styrke samarbejde, konflikthåndtering, forandringsprocesser, trivsel og kultur, og introducerede en række værktøjer og metoder, som deltagerne kan bruge til at styrke den psykologiske tryghed.
Konferencen blev modereret af journalist og tv-vært Cecilie Beck.
Podcast med afsæt i konferencen
Med afsæt i konferencen har vi udgivet podcasten "Psykologisk tryghed i praksis". I podcasten taler vi bl.a. med psykolog Liv Starheim om, hvad psykologisk tryghed er, og hvad ledere og medarbejdere kan gøre for at styrke den i hverdagen. Vi møder også Kasper Hvas, næstformand i Vestegnens Politiforening, som fortæller om arbejdet med psykologisk tryghed i Københavns Vestegns Politi, og Maria Munk, chef for psykisk arbejdsmiljø i Forsvaret, som deler erfaringer fra Forsvarets arbejde med psykologisk tryghed.
Podcast: Psykologisk tryghed i praksis
Film, viden og dialogmaterialer
Forud for konferencen har vi også udgivet en temaside med film, viden og dialogmaterialer om psykologisk tryghed. Temasiden rummer bl.a.:
- En kort animationsfilm på 3 minutter, der fungerer som introduktion til emnet
- En guide med baggrundsviden og gode råd
- En powerpoint-præsentation med de vigtigste pointer fra guiden
- En plakat/handout med de 3 vigtigste læringspunkter
Temaside: "Elefanten i rummet"
Handlingsplan for psykologisk tryghed
På siden her finder du også link til nogle af de materialer, som blev brugt på konferencen, bl.a. et kort med inspirationsspørgsmål, som blev brugt til en walk and talk om psykologiske tryghed, og et A4-hæfte til planlægning af konkrete tiltag.
Kort: Spørgsmål til walk and talk
A4-hæfte: Handlingsplan for psykologisk tryghed


























