Arbejdets tilrettelæggelse

Arbejdets tilrettelæggelse er også en vigtig faktor for den ergonomiske forebyggelse. De emner, som blandt andre har betydning for arbejdets tilrettelæggelse er, tid, tempo, variation, pauser, trivsel og indflydelse.

 

Tid, tempo, variation og pauser

Stress eller højt arbejdstempo kan medføre belastning af led og muskler, særligt når det er de samme muskler, der bruges hele tiden. Det skyldes, at kroppen ikke kan nå at blive restitueret, det vil sige genopbygget.

  • Hold løbende pauser og skift arbejdsopgaver, så de samme muskler ikke bruges hele tiden. Vær opmærksom på, at forskellige typer arbejdsfunktioner ikke nødvendigvis betyder, at forskellige muskler benyttes, og der derved opnås variation. Ved eksempelvis klip og oprulning af curlers belastes mange af de samme muskler. Det kan også være godt at veksle mellem præcisionsarbejde og mere fysisk krævende arbejde, som du eksempelvis gør, når du farver bryn og fejer gulv. Her bruges forskellige muskler
  • Varier mellem stående og siddende arbejde
  • Planlæg arbejdet, således at du undgår fastlåste arbejdsstillinger, som betyder ensformig brug af musklerne. Du får varierede arbejdsstillinger, når du ikke kun klipper eller vasker hår hele dagen, men veksler mellem de forskellige arbejdsopgaver.

Mange kunder sætter desuden pris på, at det er den samme person, som både vasker, klipper og sætter håret. For den enkelte frisørs vedkommende kan det også give større tilfredshed at følge hele hårbehandlingsprocessen for den enkelte kunde.

Trivsel og indflydelse

Flere undersøgelser viser også, at trivslen på arbejdspladsen og muligheden for at få indflydelse på planlægning og indholdet i arbejdet har stor betydning for, hvordan man oplever smerter i kroppen.

Jo bedre det professionelle forhold er indbyrdes mellem mester, medarbejdere/kolleger og kunder, og jo mere indflydelse man har på planlægningen og det daglige arbejde, desto større chance har man for at forebygge gener og smerter.

Graviditet

Det er ikke en sygdom at være gravid, men der kan være risiko for at føde for tidligt, hvis gravide frisører står og går for meget i løbet af graviditeten eller løfter tunge genstande (vejledende løftegrænse ca. 4-5 kg.). Kredsløbet er ofte lettere belastet hos gravide, derfor anbefales det:

  • At veksle mellem stående og siddende arbejde
  • At sidde med benene oppe i pauserne og efter arbejdets ophør.

Er der usikkerhed om, hvorvidt den gravide og fosteret er tilstrækkeligt beskyttet mod de fysiske belastninger i arbejdet, kan den gravide henvende sig til egen læge med henblik på en helhedsvurdering af risikoen.

At udføre venepumpeøvelser

Når den gravide er i 4. måned, anbefales det, at hun ofte aflastes ved eksempelvis at benytte sin frisørstol. Der bør indføres flere aflastningsperioder af 1/2 times varighed i løbet af arbejds dagen. Eksempelvis kan der lægges en aflastningsperiode inden frokost og to efter frokost.

Særligt i de sidste måneder af graviditeten er det vigtigt, at den gravide har mulighed for at hvile sig. Der skal indrettes et sted, hvor den gravide har mulighed for dette. Jævnfør At-vejledning A.1.8, februar 2002 om "Gravides og ammendes arbejdsmiljø".

Lyt til din krop

Når du får ondt, kan det være kroppens måde at signalere, at kroppen belastes forkert. Derfor er det vigtigt at respektere disse signaler samt prøve at ændre på de forhold, der er årsager til smerterne.

Prøv eksempelvis at få hjælp fra en kollega, der kan holde lidt øje med dine arbejdsstillinger. Det kan være, at kollegaen kan komme frem til nye gode råd eller fif. Gør noget i dag i stedet for at vente til i morgen.