Forord
Frisørfaget er et servicefag, hvor kunderne kommer i første række, selv om det kan være på bekostning af arbejdsmiljøet. Det er naturligvis vigtigt, at kunderne er tilfredse, og forretningen går godt, men også at arbejdsmiljøet prioriteres højt. Prioriteres arbejdsmiljøet ikke højt, kan det i værste fald betyde, at frisøren må forlade faget før tid på grund af smerter og nedslidning.
Nyere undersøgelser viser, at der indberettes ca. 50-60 arbejdsbetingede lidelser i frisørbranchen om året. En svensk arbejdsmiljøundersøgelse fra 1998 viser, at kvindelige frisører, sammenlignet med andre faggrupper, ligger særlig højt, hvad angår følgende uhensigtsmæssige arbejdsstillinger:
- Arbejde fremadbøjet uden støtte af armene
- Arbejde i vredne stillinger
- Arbejde med hænderne løftet i højde med skuldrene eller højere.
Samlet set arbejder kvindelige frisører med ubekvemme arbejdsstillinger i mindst 1/4 del af arbejdstiden.
BFA-service har blandt andet på baggrund af forskellige undersøgelser og for at forebygge arbejdsrelaterede gener valgt at udarbejde denne branchevejledning.
Branchevejledningen henvender sig både til svende og mestre i frisørbranchen og er udarbejdet i samarbejde med branchens partnere.
Denne branchevejledning har fokus på de ergonomiske forhold og skal medvirke til at forebygge ergonomiske belastninger hos frisører. Vejledningen giver forslag til, hvad man selv kan gøre som frisør, og hvilke krav man skal stille ved indkøb af redskaber og inventar for at forebygge ergonomiske belastninger. Ud over fokus på arbejdsstillinger, udstyr og indretning er det desuden vigtigt at tilrettelægge arbejdet, således at man kan variere arbejdsstillingerne i løbet af dagen.
Arbejdstilsynet har haft BFA-vejledningen til gennemsyn og finder, at det indhold, herunder tekst og billeder, der knytter sig til arbejdsmiljøforhold, opfylder de krav, der følger af arbejdsmiljølovgivningen.
Arbejdstilsynet har alene vurderet vejledningen, som den foreligger, og gør opmærksom på, at der kan være arbejdsmiljøproblemstillinger og -krav, der ikke er behandlet i vejledningen.
Arbejdstilsynet har gennemgået vejledningen i overensstemmelse med regler og praksis pr. maj 2018.