Arbejdsstillinger og inventar

Dette afsnit giver nogle bud på, hvordan du kan opnå gode arbejdsstillinger med fokus på de fysiske rammer. Det vil sige udformning af redskaber, stedets indretning og ergonomisk arbejdsteknik. Der findes ikke én rigtig arbejdsstilling, der kan aflaste hænder/fingre, skuldre, ryg og ben på samme tid.

Når du sidder ned, kan det ofte være belastende for armene, og står du op, så belastes benene. Her gælder det igen om at variere dine arbejdsstillinger dagen igennem, så dele af kroppen skiftevis belastes og aflastes.

Det er derfor vigtigt, at du hele tiden indstiller både kunde- og klippestolen således, at du kan arbejde i en passende højde uden at skulle bøje i ryggen eller løfte armene for højt. Når du sidder ned, sid da gerne så højt som muligt – du skal dog stadig kunne støtte fødderne på gulvet eller på stolen. Det aflaster ryggen og armene samt giver dig mulighed for at komme tættere på kunden.

Der findes ikke én stående arbejdsstilling, som er perfekt hele tiden, men her er nogle tips:

  • Stå med afstand mellem fødderne, ca. 15-20 cm.
  • Fordel vægten ligeligt på begge ben: Som variation kan du veksle mellem at lægge vægten på skiftevis højre og venstre ben
  • Stå ikke med overstrakte knæ
  • Stå med et lille lændesvaj og lige ret ryg
  • Undgå at falde sammen i ryggen
  • Undgå at svaje bagud med overkroppen
  • Husk, det vigtigste er at variere mellem stående og siddende arbejdsstillinger.

Indretning

Det er ofte de fysiske rammer, der sætter grænser for god ergonomi. Det er derfor godt at tænke i ergonomi, allerede inden I indretter salonen eller køber nyt inventar eller udstyr. Mester skal inddrage svendene ved nyindretning og nyindkøb. Jo tidligere der tages højde for arbejdsmiljøet, desto nemmere er det at forebygge ergonomiske belastninger, og jo mere fleksibelt inventaret er, desto nemmere er det at opnå gode arbejdsstillinger.

Husk rigeligt med plads omkring vaske og kundestole, ellers risikerer I dårlige arbejdsstillinger. Hvis flere frisører arbejder i samme salon, bør der være plads til, at flere klippestole kan benyttes omkring kundestolene på samme tid.

Klippestol

  • Klippestolen skal let kunne indstilles i højden og i ryggen
  • Den skal kunne komme højt op, så du undgår at løfte armene
  • Den skal kunne komme langt ned, så du har et godt fodfæste
  • Klippestolen skal kunne tilpasses den enkelte frisør
  • Rengør hjulene jævnligt for at undgå træghed i dem på grund af hår og snavs.

Udskift eventuelt klippestolens gaslift, så den kommer til at passe dig i højden.

Det er sjældent, at én enkelt type stol passer til alle typer mennesker. Det vil derfor være en god idé, at du finder den stol, som passer bedst til dine behov. Det kan eksempelvis være en fordel, at sædet kan vippes og/eller er sadelformet. Det gør, at man kan sidde som på en hest (rytterstilling). Det har blandt andet den fordel, ud over at skåne ryggen, at du kan komme tættere på kundestolen.

Klippestole kan fås med fodbetjent gaslift, så du kan indstille stolens højde uden brug af hænder.

Kundestol

Som tidligere nævnt har indstillingen af både klippestol og kundestol stor betydning for, om du kan arbejde uden at skulle løfte arme og skuldre. Her gælder det igen, at jo mere fleksibel stolen er, desto nemmere er det at opnå gode arbejdsstillinger.

  • Kundestolen skal derfor let kunne drejes og let kunne reguleres i højden
  • Den skal kunne komme langt nok ned, så løftede arme undgås. Hvis kundestolen ikke kan det, kan det være en fordel at have en stoleryg, der kan lægges tilbage
  • Kundestolen skal have en lille fod, så kan du komme tæt på kunden, og derved undgå at skulle række armene langt frem.

Vask

Vasken bør placeres, således at du let kan komme hele vejen omkring den, og således at der også er rigeligt med plads til en klippestol og et rullebord. Vasken bør kunne reguleres i højden, så du undgår at bøje i ryggen, når der vaskes eller farves bryn. Det er ikke kun kundens, men også dit velbefindende, det kommer an på. Jo mindre vaskekummen er, desto mindre skal du række armene frem, og derved undgår du at belaste arme og skuldre. Desuden bør du ved en lille vask placere dig bagved den, så du undgår at vride i ryggen. Skift også her mellem stående og siddende arbejde. Husk også at placere shampoo og lignende i en passende højde og inden for en god rækkeafstand.

Det kan være svært at undgå vrid af ryggen, når vasken er meget lang eller er placeret op ad væggen. Er det tilfældet, må du prøve at støtte siden af hoften ind mod siden af vaskekummen for at undgå at vride i ryggen. Brug et forklæde, når du farver eller vasker hår, så du kan stå helt henne ved vasken uden at blive våd eller få farve på tøjet. Så slipper du for store rækkeafstande med belastning af skuldre og arme som følge.

Redskabsbord

Det anbefales, at bordet har hjul og kan reguleres i højden. Indstil bordet i en god arbejdshøjde svarende til din albuehøjde uafhængigt af, om du står eller sidder. Stil bordet så tæt på dig som muligt, så du undgår at skulle række langt. Bordet skal være så stort, at der er plads til de ting, du har brug for. Placer helst de mest anvendte ting øverst.

 

Belysning

Ofte glemmes arbejdsmiljøet i forbindelse med valg og placering af lamper og pærer. Dårlig belysning kan føre til irritation af øjne, træthed, hovedpine og muskelspændinger, og det kan medføre dårlige arbejdsstillinger. Det anbefales derfor:

  • At der er en arbejdsbelysning, som kan indstilles, således at I får tilstrækkeligt lys dér, hvor I har behov for at se tydeligt, når I arbejder, uden at lyset blænder
  • At vælge en belysning, der gengiver farver korrekt. Dagslys er den bedste lyskilde
  • At undgå en placering, der kan medføre blænding og reflekser, eksempelvis i spejlene
  • At undgå skarp overgang mellem den kraftige arbejdsbelysning og den dæmpede almene belysning.

Gulvbelægning og fodtøj

Da frisørfaget er præget af meget stående arbejde, er det vigtigste at skifte mellem stående og siddende arbejdsstillinger i løbet af dagen. Det er også vigtigt at aflaste leddene med noget godt fodtøj. Det vil sige fodtøj, der sidder godt fast om hælen, har stødabsorption i sålen og ikke har for høje hæle. Det kan være en god idé at skifte sko i løbet af dagen. På den måde kan man ændre på belastningen af fødder og ben. Når du har en pause, kan du aflaste dine ben ved at lægge dem op på en stol.

Desuden bør man vælge en gulvbelægning, der ikke er hård, men som kan give efter, da det giver færre stød op gennem benene og op i ryggen. Det kan for eksempel være et trægulv.