Lovgivning

Sikkerhedsorganisation

Det er arbejdsgiverens ansvar at sørge for, at arbejdsmiljøet er sikkert og sundt. Eksempelvis at salonen er indrettet, samt arbejdet er planlagt og tilrettelagt, således at arbejdet kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Svendene har pligt til at overholde sikkerhedsregler og oplyse om fejl eller mangler ved arbejdsmiljøet samt medvirke til at fremme arbejdsmiljøet i salonen. Arbejdsmiljørepræsentant, medarbejdere og mester skal kort sagt samarbejde om at finde og løse arbejdsmiljøproblemer – alle skal være med til at forebygge, at arbejdsmiljøproblemerne opstår.

Hvis salonen har mere end 10 ansatte, skal der vælges en arbejdsmiljørepræsentant. Mester og arbejdsmiljørepræsentant udgør tilsammen en sikkerhedsgruppe. Mester og arbejdsmiljørepræsentant skal gennemgå den obligatoriske arbejdsmiljøuddannelse, der varer 3 dage.

APV – Arbejdspladsvurdering

Alle saloner med ansatte skal lave en APV. Salonen bestemmer selv, hvordan APV'en skal laves. Det vigtigste er, at både mester og svende forholder sig til alle de problemstillinger, der findes i frisørbranchen og udarbejder en skriftlig handlingsplan.

Følgende skal fremgå af handlingsplanen:

  • Hvilke arbejdsmiljømæssige problemer, der findes
  • Risikovurdering og prioritering af problemerne
  • Hvornår problemerne skal være løst, og hvem der er ansvarlig
  • Opfølgning på arbejdet.

APV processen skal gentages, hvis der sker ændringer i arbejdsprocesser og arbejdsgange, dog mindst hvert tredje år. Mester har det overordnede ansvar for, at der udarbejdes en APV, og medarbejderne skal inddrages (jævnfør i øvrigt i litteraturlisten).

Instruktion

Det er ikke sikkert, at alle frisører kender til gode ergonomiske arbejdsteknikker og arbejdsstillinger. Det er blandt andet et krav, at salonen har en fast politik om oplæring og instruktion i ergonomisk arbejdsmiljø af alle medarbejdere og især nyansatte og lærling for på sigt at forebygge gener.

 

Årlige arbejdsmiljødrøftelse

Det er arbejdsgiverens ansvar, at der hvert år gennemføres en drøftelse af virksomhedens arbejdsmiljø.

Den årlige arbejdsmiljødrøftelse skal bidrage systematisk og fremadrettet med arbejdsmiljøarbejde i virksomheden.

En arbejdsmiljødrøftelse er en overordnet gennemgang af jeres arbejdsmiljø. Ved den årlige arbejdsmiljødrøftelse skal I som minimum:

  • tilrettelægge indholdet af samarbejdet om sikkerhed og sundhed for det kommende år
  • fastlægge, hvordan samarbejdet skal foregå.
  • vurdere, om det foregående års mål er nået
  • fastlægge mål for det kommende årssamarbejde, og hvordan virksomheden vil nå dem.

Det vil være naturligt at inddrage virksomhedens APV i drøftelsen. I små virksomheder med under 10 ansatte skal I også vurdere, om der er den nødvendige sagkundskab om arbejdsmiljø i virksomheden.