Personlige værnemidler

Arbejdsbeklædning

Arbejdsbeklædning anvendes til beskyttelse mod hudkontakt med hudirriterende og allergifremkaldende stoffer i form af støv, stænk, sprøjt og dråber samt vådt arbejde.

Arbejdsbeklædningen skal yde beskyttelse under udførelsen af arbejdsopgaver i køkken og opvask samt birum, fx lager, køle-/fryserum, affaldsrum mv. Der bør benyttes overtræksforklæde af plastmateriale ved rengøring af gulv (udlægning af skum og efterfølgende høj-/mellemtryks spuling).

Arbejdsbeklædningen skal have den rette størrelse, god pasform og være komfortabel. Det sikrer den bedste bevægelsesfrihed.

Arbejdsbeklædningen skal være hel, ren og tør. Er arbejdsbeklædningen revet i stykker eller tyndslidt, ydes ikke optimal beskyttelse og beklædningsdelen bør kasseres.

Ved arbejdsopgaver i køle-/fryserum kan der benyttes egnet isolerende arbejdstøj, fx termojakke og egnede handsker, fx strikhandsker med plastdutter.

Arbejdsbeklædning ved strålevarme

Arbejdsbeklædningen i form af et forklæde mod strålevarme skal beskytte kroppen mod forbrænding og øvrig påvirkning fra kraftige varmekilder, fx grill.

  • Forklæde til beskyttelse mod strålevarme består af et brandsikkert materiale belagt med aluminium, der reflekterer strålevarmen. Et forklæde af denne type er klassificeret efter dets beskyttelsesevne over for bl.a. strålevarme. Forklædet skal være mærket med et piktogram og en bogstav-/talkode svarende til beskyttelsesevnen.
  • Forklæde mod strålevarme bør anvendes ved tilberedning af fødevare på grillplade, hvor der kan forekomme stærk strålevarme og risiko for forbrænding. Mænd bør i særdeleshed benytte forklædet til forebyggelse af forringet sædkvalitet. Forklædet beskytter ligeledes mod ild, gløder og gnister og bør benyttes, hvis der fx arbejdes udendørs ved en grill.
  • Forklædet skal have størrelse og mål tilpasset den enkeltes behov. Hvis der benyttes separate seler til forklædet, skal disse ligeledes være tilpasset brugeren og være lette at montere.
  • Forklædet kan suppleres med handsker og/eller ærmer i tilsvarende materiale.

Følg leverandørens anvisninger for vedligehold, opbevaring, holdbarhed og levetid.

Værnefodtøj

Arbejdsgiveren skal sørge for, at de ansatte forsynes med værnefodtøj, hvis arbejdet ikke kan tilrettelægges og udføres forsvarligt ved brug af almindeligt, hensigtsmæssigt fodtøj, hvis der er en risiko i arbejdet, fx risiko for fodskader. Værnefodtøj er fx relevant hvis der er fare for faldulykker i et køkken pga. glatte gulve. Værnefodtøjet skal være egnet til brug under de eksisterende forhold på arbejdsstedet, og passe til medarbejderen og eventuelt tilpasses medarbejdere med særlige behov.

Værnefodtøj skal vedligeholdes og være CE-mærket.

Værnefodtøj med beskyttende tænkede benyttes, hvor der under arbejdets udførelse er risiko for at få klemt fødderne, fx hvis der arbejdes på lager/depot og der benyttes palleløfter. Værnefodtøj med skridhæmmende egenskaber benyttes ved udførelsen af arbejdsfunktioner, der foregår, hvor gulvet kan være glat og/eller vådt.

Arbejdsgiveren skal sørge for, at arbejdsområder, hvor værnefodtøj skal bruges, afmærkes med skiltning. Skiltet er blåt med hvidt symbol og kan være forsynet med et supplerende skilt, som angiver typen af værnefodtøj

Øjenværn

Øjenværn skal yde beskyttelse mod sprøjt, stænk og dråber samt partikler, fx aerosoler (væske partikler) fra rengørings-, opvaske- og desinfektionsmidler.

Et øjenværn, der slutter tæt til ansigtet og beskytter øjne og øjenomgivelser, er det bedst egnede til rengøringsarbejde. Alle øjenværn skal opfylde en række basale krav til synsfelt, optisk kvalitet og robusthed.

Hold fokus på komfort og design, så øjenværnet passer til ansigtets form og begrænser synsfeltet mindst muligt. Øjenværnet må ikke sløre udsynet. Hvis man i forvejen bærer briller, skal øjenværnet være stort nok til, at der er plads til brillerne, eller man kan benytte en stelbrille med styrkeglas.

Øjenværn, der er snavsede, ridsede eller duggede, forringer udsynet og øger risikoen for en ulykke.

Øjenværn fås med sidebeskyttelse, der øger beskyttelsen mod sprøjt, stænk og dråber

For valg af øjenværn kontroller sikkerhedsdatablad og kemisk risikovurdering på de pågældende stoffer og materialer, samt arbejdsprocesser der arbejdes med. Vær opmærksom på at have rene hænder, når øjenværnet tages af og på, så øjenværn og ansigtshud ikke udsættes for rengørings- eller desinfektionsmidler, der kan irritere ansigtshuden eller skade øjenværnet.

Øjenværn skal være CE-mærkede, og der skal fra leverandøren være en anvisning for brug, vedligehold, opbevaring, holdbarhed og levetid. Ridsede og beskadigede beskyttelsesglas skal udskiftes. Vær opmærksom på at hængsler til brillestænger ikke er slappe, og at elastik til fastgørelse af kapselbriller er spændstige.

 

Handsker

BRUG AF HANDSKER VED OMGANG MED FØDEVARE OG VAND

Kokke og andet køkkenpersonale bør anvende nitril engangshandsker ved omgang med vand og fødevarer specielt tomater, skaldyr, kødsaft, lager og fisk der kan give allergi og eksem.

Se mere i afsnittet om Eksem og kontaktallergi

BRUG AF HANDSKER VED UDSÆTTELSE FOR KULDE OG VARME

Handsker anvendes som beskyttelse imod varme- og kuldepåvirkninger fra arbejdsprocesser i køkkenet.

Varmebeskyttende handsker kan være fremstillet af skind/kunststof i en konstruktion, så der opnås gode varmeisolerende egenskaber. Handsker, der skal beskytte mod kulde, kan fx være en strikhandske med plastdutter.

Varmebeskyttende handsker (kan også være udført som luffe) skal benyttes i forbindelse med udførelsen af arbejdsopgaver, hvor der er risiko for at komme i kontakt med varme genstande eller ild, der kan medføre en forbrænding. Det gælder fx ved arbejde ved komfur, ovn, grill, kipsteger, kipgryde m.v. Termohandsker skal benyttes, hvor der er brug for at beskytte sig mod kulde, fx ved håndtering af frostvarer og arbejde i køle-fryse-rum.

Handsken skal være komfortabel at have på og sidde godt på hånden. Handsken skal være hel, ren og tør inden i.

Flergangshandsker skal holdes rene og må ikke have nogen skader. Begynder de at ændre form eller struktur, skal de skiftes.

Handsker skal opbevares, så de ikke bliver forurenede. Flergangshandsker er personlige og må ikke deles. Følg leverandørens anvisninger for vedligehold, opbevaring, holdbarhed og levetid.

Som supplement eller alternativ til en handske kan der benyttes en håndbeskytter af fleksibel silikone. Håndbeskytteren beskytter fingre og håndflade mod temperaturer fra ca. -20° C til + 230° C.

Ringe, armbånd og ur tages af, inden handsken tages på. Det er meget vigtigt med en god håndhygiejne, og mange hyppige håndvaske er med til at udtørre huden. Brug en fed creme uden parfume og farvestoffer på hele hånden. Den kan medvirke til at reparere og gendanne huden, hvis den er udtørret, klør eller sprækker. Det er vigtigt, at cremen er tørret ind i huden, før handsken påføres, så undgå creme lige før handsken tages på.

Se mere i afsnittet om Eksem og kontaktallergi

SKÆREFASTE HANDSKER

Handsken benyttes til beskyttelse mod skærende eller rivende redskaber og maskiner, der kan medføre alvorlige personskader på hånd og fingre.

Skærefaste handsker kan fx være fremstillet af et syntetisk materiale kombineret med naturfibermateriale (kevlar) eller andet skærefastmateriale, der kan være endnu stærkere end kevlar. Brynjehandsker er fremstillet af metalled i rustfrit stål.

Det kan være nødvendigt at beskytte sig med en skærefast handske/ brynjehandske, hvor der vurderes at være en risiko for skæreskader og afskrabninger. Det gælder fx ved manuel eller maskinel udskæring af kød, ved brug af pålægsmaskine eller rivemaskiner. Håndtering af emballage kan også være hårdt for hænderne og kan give mindre snitsår. Her kan det være hensigtsmæssigt at anvende en bomuldshandske med greb.

Skærefaste handsker skal være komfortable at have på og sidde godt på hånden. Handsken skal være hel, ren og tør inden i. Brynjehandsker skal sidde godt på hånden og håndledsspændet skal sikre, at handsken ikke falder af.

Handsken skal være hel og ren og må ikke have nogen skader.

Skærefaste handsker skal opbevares, så de ikke bliver forurenede. Flergangshandsker er personlige og må ikke deles. Følg leverandørens anvisninger for vedligehold, opbevaring, holdbarhed og levetid. Brynjehandsker kan desinficeres med kogende vand. Husk at hænge handsken til tørring bagefter.

Ringe, armbånd og ur tages af, inden handsken tages på. Det er vigtigt med en god håndhygiejne, så husk håndvask efter brug af handsken. Brug en fed creme uden parfume og farvestoffer på hele hånden.