Intern færdsel
Intern færdsel omfatter al trafik på virksomhedens område, både gående og kørende færdsel, indendørs såvel som udendørs i varegården.
Mange alvorlige ulykker opstår i forbindelse med intern færdsel, og her er det ofte en anden person end føreren af transportmidlet, der kommer til skade. Dette sker typisk, når en medarbejder hjælper til eller færdes i områder, hvor der på samme tid foregår kørende færdsel. En væsentlig årsag til ulykker er manglende adskillelse mellem gående og kørende trafik.
En anden hyppig årsag til ulykker ved intern færdsel er ved transport eller i forbindelse med at gods håndteres i højden til og fra pallereoler eller bulk. Årsagen skyldes ofte måden, transportmidlet føres på, eller hvordan godset er læsset, men også manglende adskillelse af gående og kørende færdsel.
Det er vigtigt at huske, at reglerne for intern færdsel gælder både indendørs og udendørs på virksomhedens arealer og at færdselsloven gælder for de arealer, hvor der er adgang for ekstern trafik.
Orden og ryddelighed er vigtig for sikkerheden. Kørebanen skal holdes ren. Især skal bånd, stålbånd og lignende, der kan påvirke køretøjernes bremseevne og beskadige dem, fjernes omgående. Tabte pallestumper, godsdele, værktøj og lignende skal også fjernes med det samme. Desuden skal spild, der kan gøre kørebanen glat, undgås eller fjernes straks.