Risikovurdering

Risikovurdering er et vigtigt element i arbejdet med et systematisk arbejdsmiljøarbejde. Der er krav om, at risikovurdering anvendes som et led i afdækningen af arbejdsmiljøforhold ved gennemførelse af en APV.

Ved en risikovurdering vurderer man om en påvirkning i arbejdet kan udgøre en risiko for de ansattes sikkerhed og sundhed.

En risikovurdering på lageret laves på baggrund af en række fakta, som f.eks. er identificeret gennem afdækning af arbejdsmiljøforholdene ved APV, lokale erfaringer fra ledelse og medarbejdere, observationer, undersøgelse og analyse af ulykker og nærved-ulykker samt viden om det konkrete arbejdsmiljøproblem.

Risikovurderingen giver svar på tre spørgsmål:

  1. Hvad kan gå galt?
  2. Hvordan kan vi forhindre, at det går galt?
  3. Hvad kan vi gøre for at reducere konsekvensen, hvis der alligevel går noget galt?

Konsekvens og sandsynlighed

Når en opgave skal risikovurderes, er der to væsentlige elementer:
Konsekvensen af at noget går galt, og sandsynligheden for at det sker.
Figuren illustrerer de to elementer.

Hvad er konsekvensen af en risiko?
Er det en blå negl eller en alvorlig skade?
• Let skadelig
• Skadelig
• Særdeles skadelig

Hvad er sandsynligheden for at en risiko opstår?
• Er risiko afskærmet (Tiger i bur)
• Er risiko delvist afskærmet (Tiger i indhegning)
• Er risiko ikke afskærmet – kan ikke undgås (Tiger i det fri)

Ved vurderingen af konsekvensens alvorlighed kan følgende skema anvendes:

Konsekvenser  
Beskrivelse Definition
Let skadeligt (lille) • Mulighed for enkelte mindre skader f.eks. hudafskrabninger, støv i øjet, klemte fingre, mindre forstuvninger, blå mærker
• Skader heles uden mén
• Arbejdet kan fortsættes umiddelbart efter uheldet
Skadeligt (mellem) • Væsentlige skader f.eks. forstuvninger, sårskader, forbrændinger
• Skaderne heles uden eller næsten uden mén
• 1 – 30 dages fravær
Særdeles skadeligt (stor) • Dødsfald eller svære skader f.eks. livsforkortende skader, amputation, større knoglebrud, alvorlig virussygdom, forgiftning, alvorlige klemnings- eller knusningsulykker
• Varig mén
• Mere end 30 dages fravær eller dødelig udgang

Hvis der er tvivl om, hvilken konsekvens en ulykke vil medføre, skal den mest skadelige konsekvens vælges.
Vurdering af sandsynligheden for, at en fare bliver til en ulykke, kan gøres ved at tage stilling til tre forhold:

  • Konsekvens
  • Sandsynligheden for at en hændelse bliver til en ulykke
  • Muligheden for at undgå eller begrænse skaden

Når det er vurderet, hvor alvorlig konsekvensen er, hvis der sker en ulykke, og det er vurderet, hvor stor sandsynligheden er, for at ulykken sker - skal det vurderes, om risikoen kan tolereres.

Vurderingen gøres ved at kombinere konsekvens og sandsynlighed og finde risikoniveau i nedenstående skema.

Konsekvens  Lille (let skade) Mellem (skadelig) Høj (særdeles skadelig)
Sandsynlighed      
Meget usandsynligt Risiko kan tolereres Risiko kan tolereres Moderat risiko
Sandsynlig Risiko kan tolereres Moderat risiko Risiko kan ikke tolereres
Meget sandsynlig Moderat risiko Risiko kan ikke tolereres Risiko kan ikke tolereres

 

Handlinger til at fjerne risiko

Når risikoniveauet er valgt, skal det besluttes hvilke foranstaltninger, der skal træffes for at fjerne eller minimere risikoen.

  • De valgte tiltag skal sikre at:
  • At løsningerne skal forebygge, at problemet opstår igen.
  • At løsningerne bliver rettet mod årsagen til problemet.
  • At det er arbejdet, der skal tilpasses de ansatte – og ikke omvendt.
  • At der tages hensyn til den tekniske udvikling.
  • At det, der er farligt eller belastende, udskiftes med noget, der er ufarligt/ikke belastende eller mindre farligt/mindre belastende.
  • At løsningerne beskytter alle ansatte og ikke kun enkelte ansatte.
  • At de ansatte får den rette oplæring og instruktion.

Den løsning der vælges, skal også risikovurderes mhp. om den kan tolereres. Skemaet nedenfor viser en model, som kan anvendes til at beslutte, hvad der skal gøres ved risikoen.

Risiko kan ikke tolereres En risiko, der ikke kan tolereres, må ikke være til stede og skal fjernes.
Moderat risiko En moderat risiko skal fjernes eller nedsættes til et acceptabelt niveau. Alternativt bør der opsættes midlertidige mål for at fjerne risikoen. Risikoen skal angives i instruktionen således, at den er kendt og kan håndteres forsvarligt ved udførelse af lagerarbejdet.
Risiko kan tolereres En risiko, der kan tolereres, bør medtages i forbindelse med fastsættelse af mål. Risikoen skal angives i instruktionen således, at den er kendt og kan håndteres ved udførelse af lagerarbejdet.

 

Risikovurderingen kan nu risikobehandles – det vil sige den bliver en del af en prioriteret handlingsplan, der kan iværksættes for gennemførelse af foranstaltningerne.

Eksempler på brug af risikovurdering af forhold på lagre og terminaler

Et lager skal indrette en ny pakkearbejdsplads i forsendelsesområdet. Området er placeret tæt op ad kørevej med meget trafik af trucks. For at sikre at arbejdspladsen indrettes sikkert, samles en arbejdsgruppe med særlig viden. Lederen af forsendelsesområdet, arbejdsmiljørepræsentanten og en erfaren medarbejder der arbejder i området.

Som forberedelse til mødet har arbejdsmiljørepræsentanten undersøgt, om der har været ulykker eller nærved-ulykker i forsendelsesområdet, lederen har ud arbejdet handlingsplan med en klar beskrivelse af typen af arbejde, der skal foretages på arbejdsstationen, og medarbejderen har forberedt de erfaringer, som han har med truck trafikken i området.

Ud fra skemaet om konsekvens og sandsynlighed vurderes risikoniveauet for at indrette en arbejdsstation tæt op ad en færdselsvej for trucks. Området har en høj intensitet af trafik af flere trucks. Der udføres både gennemkørende trafik og bakkende og manøvrerende trafik. Varerne der flyttes, er tunge og har forskellige størrelser.

Det vurderes derfor, at en placering af en arbejdsplads i forsendelsesområdet medfører, at en risiko for ulykker mellem person og truck er sandsynlig, og at en konsekvens af en sådan ulykke vil være særdeles skadelig. Risikoniveauet vurderes derfor til ikke at kunne tolereres.

Derfor indsættes der i handlingsplanen en række tiltag til at forebygge risikoen:
Arbejdsstationen afskærmes med truckværn og rækværk samt planlægning af en adgangsvej for gående trafik i en sikker afstand fra færdselsvejen for kørende trafik.

Handlingsplanen risikovurderes igen. Med de forebyggende foranstaltninger vurderes risikoniveauet nu til usandsynligt, og at risiko kan tolereres. Lignende risikovurderinger kan med fordel udføres ved f.eks. maskinindretninger, etablering af køreveje ved opladerrum og ved arbejde med løft af emner over 2 meters højde.

Klik her for at se eksempel på en handlingsplan