Stabling

Stabling

Når varer stables direkte oven på hinanden uden brug af reoler eller anden form for fastholdelse (bulkstabling), skal stablingen udføres i flere rækker og begrænses i højden. Ved arbejde med bulkstabling af varer er det vigtigt løbende at risikovurdere arbejdet for at sikre, at alle risici imødegås.

Underlaget, hvorpå varer stables, skal være jævnt, plant og stærkt nok til at forhindre, at byrden synker. Varerne skal desuden emballeres på en måde, der tillader sikker anhugning.

Adgangsveje for kørende og gående færdsel i områder med stablet gods skal sikres mod nedfald. Dette kan opnås gennem tilstrækkelig afstand, stabilitet af de stablede varer, en maksimal stablingshøjde på 2 meter eller ved fysisk sikring af de stablede varer.

Stablingen skal sikres mod påkørsel, især i hjørnerne, som er mest udsatte. Det er vigtigt at sikre, at varernes emballage kan modstå vægten fra de ekstra lag ovenpå og er stabile nok til at undgå at synke sammen i de nederste lag. Hvis der er risiko for, at emballagen kan blive beskadiget af fugt, varme eller tryk, bør disse varer ikke stables. For eksempel må papkasser ikke blive fugtige, og plastdunke bør beskyttes mod solstråling.

Paller, der bulkstables, bør, hvis muligt, stables i forbandt. Dette hjælper med at opretholde stabiliteten, fordele tryk og reducere risikoen for sammenbrud. Kun gods, der kan tåle at blive stablet forskudt i forbandt, må anvendes. Alternativt kan plader anvendes til at sikre trykfordeling.

Stabling i én række må kun foretages mod en væg, der på forhånd er godkendt til at kunne modstå en belastning fra siden, hvis der opstår sammenbrud af det stablede gods. Alternativt skal der bruges tekniske foranstaltninger som afstivninger, afskærmninger, metalnet eller andre former for fysiske barrierer for at sikre, at varerne holdes på plads.

Ved stabling af forskellige varer eller emballagetyper skal der altid anvendes reoler.

Skilte, der advarer mod klatring på godset, bør opsættes.

Paller med gods der indsættes i højden i pallereoler, skal være i forsvarlig stand og opfylde de kvalitative minimumskrav for styrke til denne anvendelse. Gods der lagres i højden skal være forsvarligt stablet og fastgjort med folie, strap eller lignende, således at nedstyrtning af gods kan undgås.