Velfærdsforhold
Gode velfærdsforhold omfatter hygiejniske faciliteter, omklædning, toiletter og spisepladser – med fokus på trivsel og sundhed.
Et godt arbejdsmiljø forudsætter ordentlige velfærdsforhold. Det gælder især adgang til hygiejniske faciliteter, mulighed for omklædning og passende spisepladser.
Vaskeindretninger
Der skal være et passende antal håndvaske til rådighed, afhængigt af arbejdets karakter og risiko for forurening:
- Ved arbejde med smittefarlige eller sundhedsskadelige materialer (f.eks. i indsorteringen): minimum én håndvask med berøringsfri vandhane pr. 3 personer.
- I øvrige afdelinger, hvor arbejdet ikke er tilsmudsende: minimum én håndvask pr. 10 personer.
Alle håndvaske skal være forsynet med både koldt og varmt vand, sæbe og engangshåndklæder eller papir. Der bør desuden være adgang til hånddesinfektionsmiddel for at sikre høj hygiejnestandard.
I indsorteringen, hvor arbejdet er særligt tilsmudsende og indebærer kontakt med smittefarligt tøj, skal der være adgang til brusebad med varmt vand.
Garderobe- og omklædningsrum
Der skal være omklædningsrum med aflåselige garderobeskabe til alle medarbejdere, hvor der er behov for omklædning. Personlige værdigenstande skal kunne opbevares sikkert; f.eks. i aflåste skabe, bokse eller skuffer.
Ved forurenet arbejdstøj (f.eks. fra indsorteringen) skal arbejdstøjet opbevares adskilt fra privat tøj. Det kan ske i:
- et ekstra skab til arbejdstøj,
- et særskilt omklædningsrum med skabe eller stanggarderobe.
Arbejdstøjet skal skiftes dagligt efter arbejde i indsorteringen.
Omklædningsrummene skal have passende temperatur og ventilation og holdes rene. Mænd og kvinder skal kunne klæde om adskilt og uforstyrret.
Toiletter
Der skal være et tilstrækkeligt antal toiletter, som er hensigtsmæssigt placeret:
- Minimum ét toilet pr. 15 personer.
- Toiletterne skal holdes rene og være forsynet med håndvaske i umiddelbar nærhed.
- Der skal normalt være separate toiletter for hvert køn.
- Der må ikke være direkte adgang fra arbejdsrum eller spiserum til toiletterne.
Spiseplads - indretning og hygiejne
Det er ikke tilladt at spise i arbejdsrum. Medarbejderne skal have adgang til en særskilt spiseplads, hvor mad og drikke kan indtages under hygiejniske forhold. Det skal være muligt at opvarme mad og vand til f.eks. kaffe, og medbragt mad og drikke skal kunne opbevares sundhedsmæssigt forsvarligt (f.eks. i et køleskab).
En særskilt spiseafdeling skal etableres, når der i almindelighed er beskæftiget mere end tre personer samtidig, og/eller hvis der udføres tilsmudsende arbejde, hvor medarbejderne ikke klæder om inden spisning.
Når indsorteringsafdelingen forlades, skal beskyttelsesovertræk eller forklæde tages af for at undgå, at snavs og mikroorganismer bringes med ind i spiserummet. Alternativt kan der anvendes en overtrækskittel, som bæres udenpå arbejdstøjet i arbejdsområder. Overtrækskittelen skal tages af inden spisning og skiftes dagligt for at sikre tilstrækkelig hygiejne.
Spiserummet skal være indrettet med et passende antal borde og siddepladser med ryglæn i forhold til antallet af ansatte. Rummet bør fremstå lyst, venligt og hygiejnisk og holdes rent. Der skal være mulighed for effektiv ventilation, og vinduerne skal være placeret, så man kan se ud.
Fysiske krav til spiserummet:
- Gulvarealet bør være mindst 1 m² pr. spiseplads.
- Rumhøjden skal være mindst 2,20 meter og mindst 2,50 meter, hvis der er over 50 spisepladser.
Læs mere
- AT-vejledning: Velfærdsforanstaltninger.