Arbejdet på udendørsarealerne

De vigtigste områder for jer, der arbejder med udendørsarealerne, er at holde styr på farlige kemikalier, anvende maskiner og håndværktøj på en sikker måde og undgå belastende tunge løft.

 

Håndtering og opbevaring

- AF FAREMÆRKEDE STOFFER OG MATERIALER
 

I skal opbevare farlige stoffer og materialer efter leverandørens anvisninger i sikkerhedsdatabladet. Farlige stoffer og materialer skal som udgangspunkt opbevares i originalemballagen. Der henvises til afsnittet om ”Farlige stoffer og materialer”.

Det anbefales derfor, at I indkøber stoffer og mate- rialer i mindre emballagestørrelser, f.eks. max. 25 liters dunke men gerne mindre, så de ikke er tunge at løfte og bære.

Opbevar ætsende midler adskilt fra bekæmpelses- midler og andre faremærkede stoffer og materialer. Spild herfra kan ødelægge bekæmpelsesmiddelem- ballagen og derved muliggøre udslip.

Pas på klorholdige midler. De må ikke opbevares sammen med syre, da dette kan medføre udslip af farlige gasarter, hvis klor og syre kommer i forbindelse med hinanden.

 

Brandfarlige stoffer

Arbejdet med brandfarlige stoffer skal så vidt muligt undgås og - hvis de er nødvendige - faremærkes.
Brandfarlige stoffer skal opbevares, så risikoen for brand mindskes. Det lokale brandtilsyn har særlige regler for opbevaring af brandfarlige midler. I kan få disse hos brandinspektøren eller kommunen.

Brandfarlige stoffer skal opbevares i et brandsikkert rum med ventilation. Der må ikke opbevares mere end f.eks. 25 liter benzin eller lignende i arbejdslokaler. Husk, mængden nedsættes, hvis der er andre brandfarlige stoffer i lokalet, f.eks. opløsningsmidler. Brandfarlige stoffer må ikke opbevares i f.eks. omklædningsrum, spiserum og lignende.
Husk, at terpentin-, olie- eller benzinvædede klude er selvantændelige og dermed brandfarlige. De skal opbevares i lukkede metalbeholdere.

ATEX risikovurdering

Ifølge ATEX-direktiv 1999/92/EF og At-vejledning: ”Arbejde i forbindelse med eksplosiv atmosfære” skal der, inden der udføres arbejde, hvor der kan opstå fare fra en eksplosiv atmosfære, udarbejdes en APV, der indeholder en kortlægning og vurdering af risici forbundet med arbejdet.

En eksplosion kunne f.eks. opstå i forbindelse med håndtering af benzin eller andre brandfarlige væsker.

Såfremt I ikke selv har den fornødne kompetence på eksplosionssikringsområdet, kan I benytte jer af rådgivere for at opnå det bedste udbytte.

Bekæmpelsesmidler

Bekæmpelsesmidler er farlige for mennesker, og I skal derfor behandle dem med forsigtighed. Overvej, om I helt kan undgå at bruge kemiske bekæmpelsesmidler og i stedet gå over til andre og mere miljøvenlige foranstaltninger, såsom flis eller manuel bekæmpelse.
 
Uanset om det er rottegift eller midler til bekæmpelse af skadedyr i planter, er der nogle særlige forskrifter, der skal følges vedrørende indkøb, opbevaring og brug.
 
I almindelighed bør I ikke anvende bekæmpelsesmidler med en højere fareklassificering end sundhedsskadelig.
 
Opbevaring af bekæmpelsesmidler
Alle bekæmpelsesmidler skal opbevares, så midlerne ikke kan forveksles. Bekæmpelsesmidler må ikke opbevares i nærheden af levnedsmidler.
 
Bekæmpelsesmidler, der er mærket med ”dødningehoved” eller ”kronisk sundhedsfare”, skal opbevares aflåst. Opbevaringsstedet afmærkes med et advarselsskilt ”Dødningehoved med underteksten Giftige stoffer”.
 
Anvendelse af bekæmpelsesmidler
For at arbejde med bekæmpelsesmidler skal I have et sprøjtecertifikat/bevis efter Miljøministeriets regler.
 
HUSK: Bekæmpelsesmidler må kun bruges til det, midlet er fremstillet til og
på den måde der er beskrevet på etiketten og i sikkerhedsdatabladet.
 
Arbejdsgiverens instruktion Arbejdsgiveren/arbejdslederen skal grundigt instruere den, der skal anvende bekæmpelsesmidlet.
Instruktionen kan tage udgangspunkt i resultatet af den kemiske risikovurdering, og omfatte følgende forhold:
  • hvordan bekæmpelsesmidlet anvendes, herunder rengøring af udstyr
  • hvilke forhold, man skal være opmærksom på ved spild
  • hvordan man skal beskytte sig mod bekæmpelsesmidlet
  • hvordan man skal forholde sig, hvis man kommer i berøring med midlet
  • hvor man skal henvende sig, hvis man kommer i berøring med midlet
  • oplysning om de ulykkes- og sygdomsfarer, der er forbundet med arbejdet.

Gødning

Almindelig handelsgødning, herunder havegødning, er ikke klassificeret, men er omfattet af reglerne om
 
Visse typer gødning kan udvikle farlige gasser ved opvarmning (f.eks. udløse gasser – klor). Gødning må derfor ikke opbevares sammen med brandfarlige stoffer og væsker.

Traktorer

En traktor skal som hovedregel være forsynet med godkendt, styrtsikkert førerværn.

Skal mindre traktorer, selvkørende græsslåmaskiner og andre motorredskaber med fører bruges, hvor der er fare for at vælte (f.eks. ved grøfter og skrænter), kræves de forsynet med styrtsikkert førerværn.

Hvis traktoren bruges meget og ofte og hvor føreren udsættes for gener på grund af vejrforholdene, kan der stilles krav om lukket førerhus, uanset traktorens egenvægt. Dette gælder også f.eks. selvkørende græsslåmaskiner.

Traktorens indretning og udstyr

  • Traktoren skal være forsynet med skridsikre trin op til førerpladsen.
  • Adgangen til førerpladsen bør være ergonomisk rigtigt indrettet.
  • Traktorens kraftudtag, kraftoverføringsaksel og kraftindtaget på redskabet eller lignende, skal være afskærmet.
  • Traktorsæderne skal være ergonomisk rigtig udformet og skal kunne indstilles samt være vibrationsdæmpede.
  • Hyppigt anvendte betjeningshåndtag og kontakter bør være placeret så tæt på rattet som muligt.
  • Støjen i en traktor bør være så lav som muligt.
  • Er støjniveauet i traktoren større end 80 dB(A), skal føreren have udleveret
  • høreværn. Høreværn skal anvendes, hvis støjen er over 85 dB(A).
  • Traktorens vibrationsniveau bør være så lavt som muligt.
  • Hydrauliske løfteanordninger på traktorer skal sikre mekanisk mod nedfald ved tryksvigt, såfremt sådant et fald kan forvolde personskade.

Hånd-arm vibrationer

Buskryddere, hækkeklippere, kædesave og håndførte plæneklippere kan udsætte brugeren for problematiske hånd-arm vibrationer.

Vibrationsniveauet bør være så lavt som muligt. Og generelt bør maskiner med lavest muligt vibrationsniveau indkøbes. (Husk at inddrage arbejdsmiljøorganisationen).

Grænseværdien for vibrationsbelastning på 5,0 m/s² må under ingen omstændigheder overskrides. Grænseværdien skal forstås som et gennemsnit over en arbejdsdag, korte perioder med højere vibrationsniveau er derfor tilladt.

Overskrides grænseværdien, skal der derfor straks tages initiativ til at bringe belastningen under grænseværdien. Samtidig skal årsagen til overskridelsen påvises, og der skal tages organisatoriske og tekniske forholdsregler mod en gentagelse af overskridelsen.

At-vejledning: ”Hånd-arm vibrationer” beskriver aktionsværdier for den daglige vibrationsbelastning. Tabellen viser, hvor lang tid man dagligt må udsættes for vibrationer, når vibrationsbelastningen på 2,5 m/s² ikke skal overskrides.

2,5 m/s2 8 timer
3,5 m/s2 4 timer
5,0 m/s2 2 timer
7,0 m/s2 1 time
10,0 m/s2 30 minutter

Buskryddere

(KRATRYDDERE/RYDNINGSSAVE)
 
Buskryddere kan monteres med savklinge, buskrydningsklinge eller snøre til græstrimning. Støj og vibrationer er meget ens med motorkædesave, men vibrationerne kan være så store, at buskrydderen kun kan anvendes 1-2 timer dagligt, hvis man vil undgå vibrationsskader.
 
Støj- og vibrationsniveau bør være så lave som muligt.
 
Følgende sikkerhedsregler bør overholdes ved arbejde med buskryddere:
 
Klinger og snører
  • Anvend kun klinger eller snører beregnet til buskryddere.
  • Kontroller klingen ved hver tankning. Klingen skal kasseres, hvis den er revnet eller slidt ned.
  • Anvend klingetyper som passer til klingebeskyttelsen og omvendt.
  • Stop motoren ved rensning, justering og skift af klinge. Tag tændrørshætten af.

Andre personers sikkerhed

  • Brugeren bør sørge for, at ingen kommer nærmere end 15 meter fra maskinen, når arbejdet er i gang.
  • Ved transport af buskrydderen skal klingen være beskyttet.
Motoren
  • Når motoren går i tomgang, skal klingen stå stille. Sker dette ikke, skal tomgangen justeres.
Værnemidler
  • Brug handsker/sikkerhedshjelm, høreværn, ansigtsskærm, og arbejdsbeklædning, der dækker arme og ben. Det er hensigtsmæssigt, at høreværn og ansigtsskærm er monteret på hjelmen. Brug også sikkerhedsfodtøj med tåbeskyttelse og gerne også skærehæmmende indlæg.
 

Hækkeklippere

Hækkeklippere skal være konstrueret, så der er mindst mulig risiko for at få en finger ind mellem knivene.

Der skal være dødmandsgreb til igangsætning af klippeskær.

Der bør anvendes en støjsvag generator, og hækkeklipperen bør være støjdæmpet, så støjniveauet bliver lavere end 85 dB(A). Husk høreværn. Vibrationsniveauet holdes så lavt som muligt (min. under 3 m/s2).

Ledninger, stikpropper og stikdåser skal være godkendt til udendørs brug.

Arbejdet med hækkeklipperen skal udføres på en sådan måde, at ledningerne trækkes efter brugeren. Ved benzindrevne hækkeklippere bør udstødningsgassen bortledes, så den ikke generer den, der betjener hækkeklipperen.

Af ergonomiske hensyn bør der vælges de lettest mulige hækkeklippere. Der bør holdes pauser efter maks. 1-1½ times klipning og efter kortere tid, hvis der klippes meget over skulderhøjde eller i meget lave højder.

Arbejdet bør organiseres, så der f.eks. klippes i 2 timer og herefter laves noget helt andet de næste 2 timer.

Til lave OG HØJE hække bør der anvendes en stangklipper, der forebygger arbejde med bøjet ryg og løftede arme.

Værnemidler
Høreværn ved for høje støjniveauer, beskyttelsesbriller og robuste handsker (se afsnit: Støj og akustik).

Kædesave

Motorkædesave skal være mærket med typegodkendelsesnr., støjniveau og vibrationsniveau og være CE-mærkede.
 
Motorkædesave skal være forsynet med dødmandsgreb.
 
Motorkædesave skal have så lavt et støjniveau og vibrationsniveau som muligt.
 
Godt dæmpede save har et støjniveau ved førerens øre på under 100 dB(A), og mindre save endnu lavere.
 
Godt dæmpede save har et vibrationsniveau under 4,5 m/s2 eller 133 dB(HA). Bemærk, at man trykker hårdere, hvis saven er sløv, hvorved vibrationsniveauet stiger.
 
De nødvendige oplysninger om en motorkædesavs sikkerhedsmæssige anvendelse og vedligeholdelse skal findes i en tilhørende brugsanvisning.
 
Der må ikke arbejdes alene ved topbeskæring eller topkapning af stående træer.
 
Der må ikke arbejdes med motorkædesave fra stiger, medmindre stigen har arbejdsplatform.
 
Ved arbejde med motorkædesav må ingen andre personer end brugeren opholde sig inden for det område, hvor der er fare for at blive ramt af saven eller af genstande, som saven har bearbejdet. I praksis vil det sige, at arbejde fra platform (kun) kan
udføres af 1 person, med mindre den anden person er afskærmet mod motorsaven, eller begge personer har fået en grundig uddannelse i nedfiringsbeskæring.
 
Enhver, der arbejder med motorkædesave, skal være instrueret om:
  • savens sikkerhedsmæssige funktion, udstyr og pasning
  • ulykkes- og sundhedsfarer ved brug af kædesav
  • sikkerhedsmæssig korrekt arbejdsteknik.
 
Instruktionen skal gives af personer med et godt fagligt kendskab til arbejde og sikkerhed med motorkædesave.
 
Medarbejdere, der udfører topbeskæring og topkapning, må kun udføre dette arbejde, hvis de har gennemgået Skovskolens kurser i topkapning eller tilsvarende oplæring.
 
Enhåndsmotorsave, det vil sige korte save, må udelukkende anvendes til topbeskæring ved klatring og ikke til andre opgaver.
 
Værnemidler
Sikkerhedsbukser med skærehæmmende indlæg, skridsikre sikkerhedsstøvler med tåbeskyttelse og skærehæmmende indlæg, høreværn, beskyttelseshjelm, der beskytter mod stød ovenfra og klemskader, ansigtsskærm. Det er hensigtsmæssigt at høreværn og ansigtsskærm er monterer på hjelmen.

Plæneklippere

Plæneklipperens roterende dele skal være afskærmede. Afskærmningen skal være udformet, så sten og lignende ikke kan ramme brugeren eller andre.

Motoren på plæneklipperen skal være forsynet med en pålidelig stopanordning, som bliver stående i stopstilling, når motoren standses.

Udstødningsgassen skal bortledes, så den ikke generer dem, der fører plæneklipperen.

Sæder på plæneklippere med førerværn eller siddeplads bør være udformet ergonomisk rigtigt og vibrationsdæmpet.

Ved reparation af maskinen, specielt af de roterende dele, skal motoren stoppes helt, og tændrørshætten skal tages af.

Maskinerne bør være vibrationsdæmpede.

Maskinen skal være støjdæmpet og bør ikke udvikle generende støj. Der skal benyttes høreværn, hvis støjen er over 85 dB(A) på det sted, hvor føreren opholder sig ved arbejdet med plæneklipperen.

To-hjule traktorer

- TIL FEJNING, SNYRDNING MM.

To-hjulede traktorer skal være forsynet med dødmandsknap, der straks får maskinen til at stoppe, når håndtaget slippes.

To-hjulede traktorer skal være konstrueret, så alle betjeningshåndtag mv. kan nås fra førerens plads.

Traktoren skal støjdæmpes mest muligt og vibrere mindst muligt.

Har traktoren efterspændt en vogn med sæde, bør dette være ergonomisk rigtigt udformet og kunne indstilles.

Ved kørsel på skråninger: Undgå at køre sidelæns på skråningen og følg altid leverandørens anvisninger.

Termisk ukrudtsbekæmpelse

Ukrudtsbrændere
Ved brug af ukrudtsbrændere og andet gasforbrugende udstyr gælder følgende sikkerhedsråd:
  • Anvend altid kun godkendt gasmateriel (CE- eller DG-mærket).
  • Kontroller jævnligt for defekter på slanger og tilslutninger.
  • Kontroller, at tilslutningen til gasflasken er helt tæt.
  • Sørg for regelmæssigt eftersyn af gasinstallationen af en autoriseret VVS-installatør eller leverandøren.
 
Læs altid vejledningen til nyt gasudstyr grundigt, før udstyret tages i brug
 
  • Hold flaskeventilen lukket, når flasken ikke er i brug. Det gælder også tomme flasker.
  • Foretag flaskeskift udendørs og skift aldrig gasflasker i nærheden af åben ild.
  • Brug aldrig åben ild til læksøgning, men sæbevand.
  • Forsøg aldrig selv at reparere på gasudstyr eller -installationer. Tilkald autoriseret VVS-installatør eller leverandøren.
  • Brug aldrig vold mod flaskeventiler, omløbere og lignende.
  • Benyt aldrig flasker uden regulator.
  • Beholdningen af gasflasker må kun være 1 gasflaske i brug og 1 gasflaske i reserve.
  • Sørg altid for, at gasflaskerne står i rum, der er mærkede med, at der står trykflasker i rummet.
Følgende brandtekniske råd gælder altid ved brug af ukrudtsbrændere:
  • Hold øje med flammen. Gå aldrig fra en tændt ukrudtsbrænder.
  • Brug aldrig ukrudtsbrænderen i nærheden af træbygninger, døre, fuger, lavtsiddende vinduesrammer eller brandbart materiale i øvrigt.
  • Vær forsigtig med brug af ukrudtsbrænderen i nærheden af alle bygninger.
  • Sørg for, at der er slukningsudstyr i nærheden.
  • Brug ikke ukrudtsbrænderen i nærheden af områder med tør bevoksning.
  • Vær især forsigtig i perioder uden nedbør og følg brandmyndighedernes vejledninger i tørkeperioder.
Værnemidler
  • Det anbefales at anvende arbejdstøj, der ikke smelter eller brænder ved udsættelse for varme.

Ukrudtsdampere

  • Ved brug af ukrudtsdampere gælder følgende sikkerhedsråd:
  • Ved vandpåfyldning er det vigtigt ikke at overfylde vandtanken. Under påfyldning skal ukrudtsdamperen holdes i normal arbejdsstilling. Det vil sige, at tuden, hvor dampen kommer ud, holdes vandret med jorden.
  • Løft aldrig ukrudtsdamperen op under brug. Dampe kan ved forkert brug skolde den, der betjener apparatet og andre.
  • Ved påfyldning afbrydes elektriciteten til ukrudtsdamperen.
Se henvisninger vedrørende maskiner i afsnit: Maskiner, håndværktøj og andre tekniske hjælpemidler.
 

Certifikater og kørekort

Maskine/køretøj/område Karv om certifikater og kørekort
Traktor  Førerbevis til bil eller traktor.
Arbejde med buskryddere, hækkeklippere motorplæneklippere, trykluftdrevne værktøjer, 2-hjulet fejemaskine, ukrudtsbrændere og -dampere Intet krav om certifikat, men altid krav om sikkerhedsmæssig instruktion og oplæring af en person med grundig erfaring i brugen af maskinen/værktøjet.
Træfældning og beskæring af træer med motorsav Intet krav om certifikat. Anbefaling: AMU-kursus – ”Grundlæggende motorsav”. En ansat må først arbejde alene med motorkædesav efter at have lært en sikker arbejdsteknik, der forebygger ulykkesfarerne. Det er arbejdsgiverens opgave at sørge for, at den ansatte får en grundig instruktion, og at oplæringen gives af en person, der har et godt fagligt kendskab til arbejde med og sikkerhed ved motorkædesave.
 
Topbeskæring og topkapning Topbeskæring og topkapning ved klatring må kun udføres af ansatte, der har gennemgået Skovskolens kursus i topkapning, grundlæggende og udvidet klatring eller tilsvarende oplæring. Det gælder dog ikke, hvis topbeskæring og topkapning sker fra en arbejdsplatform.