Indretning af anlægget

Indretning af anlægget

Idræts- og sportsanlæg betegnes som faste arbejdssteder. Arbejdsmiljøloven stiller en række krav til jeres arbejdsrum, bygninger, arealer i tilknytning hertil mv., som skal sikre, at I har gode sikkerheds- og sundhedsmæssige forhold.

Forsvarlig indretning
Anlægget skal være forsvarligt indrettet under hensyn til arbejdet og aktiviteterne, der foregår i området. Det gælder både det indendørs og det udendørs område, bygninger, færdselsveje, installationer og tekniske anlæg på området.

Frisk luft uden træk
I hvert arbejdsrum skal der være tilstrækkelig tilførsel af frisk luft uden generende træk. Tilførslen skal sikre frisk luft på arbejdsstedet og er som udgangspunkt et krav om komfort. Tilførslen skal imidlertid også fjerne f.eks. mindre spredte forureninger fra mennesker og materialer. Er tilførslen af frisk luft gennem vinduer ikke tilstrækkelig, skal tilførslen ske ved mekanisk ventilation.

Den mekaniske ventilation er f.eks. særlig vigtig i skøjtehaller, hvor der kræves en præcis regulering.

Udvikles der sundhedsskadelig forurening fra en arbejdsproces, som f.eks. stegeos i et cafeteria, skal forureningen fjernes med en mekanisk udsugning, der er forsynet med en kontrolanordning. Kontrolanordningen skal give alarm med lys eller lyd, hvis anlægget ikke fungerer optimalt. Samtidig skal der tilføres frisk erstatningsluft af passende temperatur.

Tilstrækkelig plads
Arbejdsrummene skal have passende gulvareal, rumhøjde og rumindhold. Rumhøjden skal normalt mindst være 2,5 m. Gulvarealet i et arbejdsrum skal som minimum normalt være på 7 m². Normalt er

Arbejdstilsynets minimumskrav 12 m3 luftrum for hver beskæftiget, men mere plads kan være nødvendig.

Hvis der er truffet effektive foranstaltninger til luftfornyelse, f.eks. mekanisk ventilation, kan det accepteres, at størrelsen af luftrummet nedsættes, dog aldrig til under 8 m3 pr. beskæftiget.

Gode overflader
I skal kunne rengøre overflader effektivt på en forsvarlig måde, uden at det er en unødig belastning for de personer, der udfører rengøringen. Overfladerne skal i fornødent omfang være afvisende over for forurening som f.eks. fedt, støv eller sundhedsfarlige stoffer og materialer. God vedligeholdelse kan være en forudsætning for, at overfladerne kan holdes rene.

Overfladerne må ikke afgive dampe eller støv til rummet, kunne danne statisk elektricitet, der er sundhedsskadelig eller kraftigt generende eller kunne bevirke unødig synsbelastning som følge af f.eks. blænding eller reflekser.

God gulvbelægning
Jeres gulvbelægninger skal have en passende hårdhed og skridsikkerhed. Vær særlig opmærksom på skridsikkerhed på våde gulve eller gulve, hvor der f.eks. spildes olie eller fedtstof.

Dagslys og udsyn
Arbejdsrum skal generelt have tilgang af dagslys og mulighed for udsyn til omgivelserne.

Førstehjælps- og brandslukningsudstyr
På arbejdsstedet skal der findes tilstrækkelige mængder af egnet ildsluknings-, redningsog førstehjælpsudstyr. Udstyret skal anbringes hensigtsmæssigt i forhold til de enkelte arbejdspladser, så I hurtigt kan få fat i det.

Om velfærdsforhold – se næste afsnit.