Klargøring af lokale
Idrætsaktiviteter
I forbindelse med klargøring af lokaler til idrætsaktiviteter bør I, som det også sker de fleste steder, lade klubberne selv sørge for, at redskaber og lignende bliver sat op. Det der er tilbage, og som er tungt, skal I anvende hjælpemidler til.
Et eksempel er opsætning af bander, som typisk vejer mellem 17 og 25 kg., som er store og svære at håndtere. (Læs mere om løft i afsnittet ”Manuel
håndtering”). Der findes her et hjælpemiddel bestående af en vogn med plads til 10 bander og en tilhørende løftestang, som betyder, at man helt kan undgå at løfte banderne, når de skal sættes på plads eller fjernes.
Der findes f.eks. også hjælpemidler til løft og transport af håndboldmål, rekvisitter til redskabsgymnastik mv., som skal bruges, når det er muligt og hensigtsmæssigt og altid, når den manuelle håndtering indebærer sundhedsrisiko.
Møder, udstillinger og fest
I forbindelse med møder, fest, underholdning og udstillinger er der ofte behov for at opstille borde og stole.
Det er her en god løsning, hvis I har valgt at indkøbe borde og stole i et let materiale og gode størrelser, således at løftene ikke bliver for tunge.
Herudover skal I anvende gode hjælpemidler til at transportere bordene og stolene. Sørg for, at hjælpemidlerne har gode letløbende hjul tilpasset underlaget. Husk at vedligeholde hjulene, så de altid fungerer som nye.
Tag kun én stol ad gangen fra stablen og spar jeres ryg og skuldre. Vær 2 mand om at håndtere bordene, når de skal sættes op.
Se pkt. 21.2 vedrørende anvendelse af lifte, når apparatur til lys og lyd skal ophænges.
Skift af overflader
I visse haller, på græsoverflader, mv. inddækkes overfladerne i nogle anlæg af og til med gulvplader i forbindelse med underholdning, andre idrætsaktiviteter mv.
Her er det meget vigtigt, at I anvender hjælpemidler, f.eks. til lægning og optagning af gulvplader, således at I hverken udsættes for tunge løft eller belastende arbejdsstillinger. Vacuumløftere kan være en rigtig god idé til løftene af gulvplader.
Anvendelse af gaffeltrucks og gaffelstablere
I forbindelse med udstillinger, koncerter, skift af gulvoverflader mv. anvendes gaffeltrucks og gaffelstablere til løft af tunge emner.
Føreren af maskinen skal være over 18 år, og der kræves et gaffeltruckførercertifikat, hvis maskinen kan løfte højere end 1 meter.
Maskinen skal være sikkerhedsmæssig forsvarlig og vel vedligeholdt. Maskinen skal efterses efter leverandørens anvisninger, og have et hovedeftersyn mindst hver 12. måned af leverandøren eller en anden sagkyndig person.
Føreren skal instrueres om de særlige forhold hos jer, f.eks. gulvbelastninger, færdselsveje og stablingsmetoder samt om sit ansvar for læsning og kørsel.
Vær særlig opmærksom på, at få adskilt den kørende og gående trafik, så ulykker undgås. Læs mere om emnet i nedenstående henvisninger.