Velfærdsforhold

Garderobe/omklædningsrum

Ansatte med behov for at klæde om skal have omklædningsrum stillet til rådighed, som ikke anvendes af anlæggets brugere. Kvinder og mænd skal enten have adskilte omklædningsrum eller have mulighed for at benytte samme aflåselige omklædningsrum hver for sig. Der kan benyttes garderobeskabe eller knager i rummet. Personlige værdigenstande skal kunne opbevares i aflåste rum, bokse eller garderobeskabe.

Arbejdstilsynet kræver brusebad med varmt vand, hvor sundhedshensyn eller arbejdets art kan gøre det påkrævet. 1 brusebad pr. 10 personer er passende.

Hvor arbejdstøjet er udsat for forurening, der ikke må spredes, f. eks. ved brugen af bekæmpelsesmidler, skal der være to adskilte omklædningsrum, et til gangtøj og et til arbejdstøj Omklædningsrummet for arbejdstøj må ikke benytte af andre end de ansatte, som er udsat for forureningen. Hvis arbejdstøjet udsættes for anden forurening, skal det opbevares adskilt fra gangtøj i et ekstra skab eller en særlig garderobeafdeling for arbejdstøj (skabe eller stanggarderobe).

Jeres omklædningsrum skal kunne opvarmes og udluftes og skal holdes rene. Vådt arbejdstøj bør kunne tørres, inden det skal bruges igen. Et omklædningsrum må ikke fungere som spiserum.

Håndvask

Der skal være et passende antal håndvaske. Er arbejdet ikke særligt tilsmudsende, og arbejdes der ikke med giftige eller sundhedsfarlige stoffer, bør der være en håndvask pr. 5 ansatte. Er arbejdet farligt eller tilsmudsende, og arbejdes der med giftige eller sundhedsfarlige stoffer, bør der være mindst 1 håndvask pr. 3 personer.

Der skal normalt være koldt og varmt vand og sæbe ved håndvaskene. Kan forurening af huden ikke
fjernes med almindelig sæbe, skal der også findes egnede hudrensemidler.

Håndvaske, der benyttes i forbindelse med arbejde, hvor de ansatte udsættes for forurening, som af sundhedsmæssige grunde ikke må spredes, må ikke have håndbetjente vandhaner.

Toiletter

Der skal være et tilstrækkeligt antal toiletter, mindst 1 toilet for hver 15 personer og toiletterne skal holdes rene. Toiletterne skal være passende placeret, der skal være håndvaske i nærheden og der må ikke være adgang direkte fra spiserum eller arbejdsrum til toiletterne.

Spiseplads

Der skal være passende plads til spisning i spiserum eller arbejdsrum. Medbragt mad og drikke skal kunne opbevares sundhedsmæssigt forsvarligt, f.eks. i køleskab og kunne varmes.

Der skal indrettes en særlig spiseafdeling, når der i almindelighed er beskæftiget mere end 3 ansatte samtidigt og/eller, hvis der ved tilsmudsende arbejde ikke klædes om inden spisning. Der skal være et tilstrækkeligt antal borde og siddepladser med ryglæn i forhold til antallet af ansatte.

Spiserummet bør være forsvarligt indrettet med et gulvareal på mindst 1 m² pr. spiseplads (dog mindst 7m² i alt), og en rumhøjde på mindst 2,20 meter og vinduer skal sidde, så man kan se ud. Spiserummet bør fremtræde lyst, venligt og hygiejnisk forsvarligt, og det bør holdes rent.