Anmeldelse af arbejdsskader
Arbejdsskader er en fælles betegnelse for arbejdsulykker og erhvervssygdomme. Det kan både være fysiske og psykiske helbredsskader, som helt eller delvist skyldes arbejdet.
Arbejdsskader skal drøftes i arbejdsmiljøorganisationen med henblik på forebyggelse af lignende tilfælde.
Arbejdsulykker, herunder kortvarige skadelige påvirkninger og forgiftninger
En arbejdsulykke er en pludselig hændelse i forbindelse med arbejdet, som fører til, at en person kommer fysisk eller psykisk til skade. En arbejdsulykke kan efter arbejdsskadesikringsloven også være en skade, der opstår efter en påvirkning, der har varet i højst fem dage.
Ved arbejde der ikke udføres for en arbejdsgiver, har ejere og brugere af maskiner og andre tekniske hjælpemidler pligt til at anmelde ulykker, der er sket ved brug af redskabet, f.eks. motorsave, flishuggere eller buskryddere. Dette gælder også, selv om den tilskadekomne ikke er en ansat.
Anmeldelse af ulykker
Anmeldelse af ulykker skal ske digitalt I det elektroniske anmeldesystem EASY på virk.dk.
Når det ved anmeldelse i EASY angives, om der er fravær og/eller, om der ved ulykker uden fravær ønskes vurdering efter arbejdsskadesikringsreglerne, sørger EASY-systemet for at anmeldelsen sendes til rette modtagere.
Arbejdsgiver skal anmelde en arbejdsulykke, hvis der minimum er én sygedag ud over skadesdagen. Anmeldelsen skal ske indenfor 14 dage, men kan dog anmeldes op til et år efter.
Virksomhedens arbejdsmiljøorganisation (herunder arbejdsmiljørepræsentanten) har ret til at se anmeldelsen. Arbejdsmiljøorganisationen skal bruge den i sin undersøgelse af ulykken. Ved undersøgelsen skal arbejdsmiljøorganisationen søge at finde årsagen til ulykken og gennemføre foranstaltninger, der kan hindre gentagelse.
Alle har ret til at anmelde arbejdsulykker til samme instanser, hvis arbejdsgiveren ikke gør det. Generelt er fristen for anmeldelse af ulykken 1 år efter ulykkesdatoen.
Erhvervssygdomme
En erhvervssygdom er en sygdom, som helt eller delvist skyldes påvirkninger på arbejdet gennem kortere eller længere tid.
Arbejdsskadesikringsloven definerer de sygdomme, der kan anerkendes som erhvervssygdomme.
Læger og tandlæger har pligt til at anmelde erhvervssygdomme, hvis de konstaterer eller får mistanke om, at en patient har fået en sygdom som følge af påvirkninger på arbejdet.
Anmeldelse af erhvervssygdom
Anmeldelsen skal ske snarest muligt og senest 8 uger efter at lægen eller tandlægen er blevet bekendt med erhvervssygdommen eller en skadelig påvirkning og den formodede sammenhæng med arbejdet.
Anmeldelsen skal ske via virk.dk, hvor anmeldelsen bliver sendt videre til de rette myndigheder og parter, herunder Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Arbejdstilsynet.
Anmeldelse kræver ikke tilskadekomnes samtykke. Tilskadekomne kan dog efterfølgende bede Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om ikke at behandle sagen.
Alle har ret til at anmelde erhvervssygdomme. Fristen er 1 år efter, at den tilskadekomne er blevet bekendt med, at en sygdom må antages at skyldes arbejdet.
_____
- Arbejdstilsynets bekendtgørelse om anmeldelser af arbejdsulykker mv. til Arbejdstilsynet.