Hvileperioder og fridøgn
Arbejdstiden skal tilrettelægges således, at de ansatte får en hvileperiode på mindst 11 sammenhængende timer inden for hver periode på 24 timer.
Omlægning af fridøgn
Hvis arbejdet er omfattet af bilag 1 til bekendtgørelsen om Hvileperiode og fridøgn, kan det ugentlige fridøgn omlægges ved:
- Arbejde med pasning af dyr og planter
- Arbejde, der er nødvendigt for at bevare værdier
- Rådighedstjeneste
- Landbrugsarbejde.
Før arbejdsgiveren træffer beslutning om omlægning af fridøgnet eller omfanget af hviletidsnedsættelsen, skal tilrettelæggelsen af arbejdet drøftes med tillidsrepræsentanten eller, hvis en sådan ikke findes, med de ansatte. Resultatet af drøftelsen er ikke bindende for arbejdsgiveren, men der bør i videst muligt omfang tages hensyn til de ansattes ønsker.
Fravigelse
Reglerne om hvileperiode og fridøgn kan fraviges i nødvendigt omfang, når naturomstændigheder, ulykker, maskinsammenbrud eller lignende uforudsete begivenheder indtræder (force majeure).
Arbejdstilsynet kan dispensere for fridøgnsreglen i enkelttilfælde, hvor arbejdets udførelse ikke kan opsættes.
Kompenserende hvileperiode
I tilfælde af, at fridøgn ikke kan ydes pga. force majeure eller dispensation, skal der ydes et kompenserende fridøgn i umiddelbar forlængelse af det arbejde, der udløser retten til kompenserende hvileperiode. Hvis kompenserende fridøgn undtagelsesvis ikke kan ydes, skal der ydes passende beskyttelse, f.eks. ekstraordinære sikkerhedsforanstaltninger, arbejdsorganisatoriske eller administrative tiltag, herunder pauser og perioder med mindre belastende arbejde.
Aftaler på organisationsplan
Der kan indgås aftaler om fravigelse fra reglerne om daglig hvileperiode og fridøgn mellem arbejdsgiverpart og arbejdstagerorganisation.
Den daglige hvileperiode kan i begrænset omfang udskydes eller nedsættes til 8 timer. Det ugentlige fridøgn kan omlægges, idet der dog ikke må være mere end 12 døgn mellem 2 fridøgn.
Lokalaftaler
Arbejdsgiveren og den ansatte kan aftale omlægning af fridøgn ved arbejdstidsplan eller ved konkret arbejdsopgave. Der må dog ikke være mere end 7 døgn mellem 2 fridøgn.
Der gælder ingen regler om ugentligt fridøgn for arbejde, der udelukkende udføres af medlemmer af arbejdsgiverens familie, der hører til hans husstand.
Der gælder særlige regler for unge under 18 år.
Registrering af arbejdstid
Arbejdsgiveren skal registrere de ansattes arbejdstid.
_____
- At-meddelelse om daglige hvileperioder.
- At-meddelelse om ugentligt fridøgn.
- At-meddelelse om rådighedstjeneste og anden særlig tjeneste.