Højtryksrensere
Manuel højtryksrensning er belastende for hænder, arme og skuldre. Hud og knogler påvirkes af kulde og stød. Øjne og luftveje er udsat for småpartikler, der hvirvles op. Og hørelsen er i farezonen på grund af et højt støjniveau.
Ved brug af højtryksrenseren skal der anvendes egnede personlige værnemidler, såsom åndedrætsværn, overtrækstøj (kan være regntøj med hætte), langskaftede handsker, skridsikre støvler, høreværn og eventuelt ansigtsbeskyttelse og friskluftforsynet åndedrætsværn.
Støjbelastningen ved højtryksspuling er omkring 100 dB(A), afhængigt af det anvendte tryk, så der skal udleveres og anvendes høreværn. Høreværnet skal bruges, lige så længe højtryksrenseren anvendes!
Højtryksrensere skal have 2 håndtag. Betjeningshåndtag skal være udformet, så spulingen automatisk standser, når man slipper holdegrebet. Ved tryk over 100 BAU skal begge håndtag have holdegreb, der indeholder en dødmandsknapfunktion. Det er ulovligt at blokere holdegrebene.
Spulerør bør være forsynet med lynkoblinger der sikrer, at udstyret kun bliver anvendt sammen med det anlæg det er beregnet til.
Der bør anvendes dyser, der danner »få« og »store« dråber (aerosoler), da disse ikke svæver så længe i luften.
Brug åndedrætsværn P2, og når der bruges rengørings- eller desinfektionsmidler, skal der også anvendes øjenværn.
Højtryksrenseren kan på grund af vægt og uhensigtsmæssig transport give anledning til ryg- og ledskader. Desuden kan vibrationerne i slanger og anlæg give »hvide fingre«. Disse risici forøges ved kulde og fugt.
Stationære højtryksrensere med forbrændingsmotorer skal være tilsluttet udsugning.
Ved reparation eller eftersyn skal højtryksrensere være trykløse.
Strålen må ikke komme i forbindelse med elektriske installationer.
Det er forbudt at anvende højtryksrensere på eternittage.
Der gælder særlige regler for unge under 18 år.
Se afsnittet om Unges arbejde.
Højtryksrensere skal være CE-mærkede.
_____
- Erhvervsstyrelsens bekendtgørelse nr. 1094 af 01. juni 2021 Bekendtgørelse om maskiner (Direktiv 2006/42/EF).
- Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 428 af 5. april 2022 om anvendelse af tekniske hjælpemidler med senere ændringer. (Direktiv 2009/104/EF).
- At-vejledning om brug af vandtryk til rengøring, afrensning, skæring mv.
- At-vejledning om høreværn.
- At-vejledning om åndedrætsværn og dets brug.
- At-vejledning om øjenværn.
- At-vejledning om hånd-arm vibrationer.
- BFA Jord til Bord, Højtryksrensning i landbruget – sådan undgår du skader!
- BFA Jord til Bord, Vejledning om højtryksrensning.