Vibrationer
Alt arbejde skal planlægges og udføres, så man ikke udsættes for skadelige vibrationer. Man skelner mellem hånd-arm vibrationer og helkropsvibrationer.
Hånd-arm vibrationer
Hånd-arm vibrationer er de rystelser, der påvirker hænder og arme, når man bruger håndværktøj.
Hånd-arm vibrationer opstår især, når man bruger slående, roterende eller vibrerende håndværktøj som f.eks. mejselhamre, borehamre, motorkædesave samt vibrerende og roterende slibemaskiner. Der kan også opstå vibrationer, når man bruger håndførte maskiner som f.eks. vibrationstromler, havefræsere og plæneklipper.
Snurrende eller følelsesløse fingre er det første tegn på skadelig påvirkning fra vibrationer. Hvis der er tegn herpå, bør man gøre ophold i arbejdet med det vibrerende værktøj, og der bør tages skridt til at dæmpe påvirkningen. Man risikerer efter længere tid at få “hvide fingre”. Hvide fingre viser sig i anfald, når det er koldt,
som hvide, kolde og følelsesløse fingre.
Maskiner og værktøjer skal så vidt muligt være konstrueret så vibrationer undgås. Ligesom arbejdsmetoder hvor de ansatte udsættes for vibrationer, så vidt muligt skal undgås.
Vibrationsniveauet skal fremgå af brugsanvisningen til håndholdte CE-mærkede maskiner. Hvis vibrationsstyrken overstiger 2,5 m/s2 skal dette angives i brugsanvisningen.
Grænseværdier og aktionsværdier – hånd/arm
Aktionsværdien for den daglige eksponering i en referenceperiode på otte timer fastsættes til 2,5 m/s2. Det betyder at man skal træffe foranstaltninger ved belastning på 2,5 m/s2 og derover.
Tabellen nedenfor viser, hvor lang tid man dagligt må udsættes for vibrationer, hvis vibrationsbelastningen på 2,5 m/s2 ikke skal overskrides:
| 2,5 m/s2 | 8 timer |
| 3,5 m/s2 | 4 timer |
| 5 m/s2 | 2 timer |
| 7 m/s2 | 1 time |
| 10 m/s2 | 30 minutter |
m/s2 = SI-enheden for acceleration.
Vibrationsbelastningen kan nedsættes ved tekniske og organisatioriske foranstaltninger f.eks.:
- Alternative arbejdsmetoder
- Udformning af arbejdspladser
- Valg af passende tekniske hjælpemidler med et godt ergonomisk design og det lavest mulige vibrationsniveau under hensyn til det arbejde, der skal udføres
- Begrænsning af eksponeringens varighed og styrke
- Passende arbejdstider med tilstrækkelige pauser
- Udstyr, som nedsætter risikoen for skader forårsaget af vibrationer, f.eks. håndtag, der dæmper hånd-arm-vibrationer.
- Planer for vedligeholdelse af arbejdsudstyr
- Udlevering af arbejdstøj til udsatte ansatte, således at de beskyttes mod kulde og fugt. Varmt arbejdstøj nedsætter risikoen for anfald af “hvide fingre”, selvom det ikke nedsætter vibrationspåvirkningen.
Er der mistanke om at vibrationspåvirkningerne er til fare for den ansattes helbred, skal den ansatte have adgang til en arbejdsmedicinsk undrsøgelse.
Helkropsvibrationer
Helkropsvibrationer er de rystelser, der ved kørsel i køretøjer påvirker føreren via sædet.
Helkropsvibrationer kan medvirke til at give rygproblemer, herunder især lænderygsmerter men også diskusprolaps og tidlig degeneration af rygsøjlen. Højere vibrationsstyrke og længere tids påvirkning øger risikoen, mens hvileperioder nedsætter den.
Fastlåste arbejdsstillinger og hyppige vrid af ryggen øger risikoen for skader. Ligesom bump og uventede bevægelser f.eks. fra ujævnt underlag forøger risikoen.
Unødige vibrationsbelastninger skal undgås.
Grænseværdier og aktionsværdier – helkrop
Aktionsværdien for den daglige eksponering i en referenceperiode på otte timer fastsættes til 0,5 m/s2. Det betyder at man skal træffe foranstaltninger ved belastning på 0,5 m/s2 og derover.
Tabellen nedenfor viser, hvor lang tid man dagligt må udsættes for vibrationer, hvis vibrationsbelastningen på 0,5 m/s2 ikke skal overskrides:
Grænseværdien for vibrationsbelastning på 1,15 m/s2 må under ingen omstændigheder overskrides.
| 2,5 m/s2 | 8 timer |
| 3,5 m/s2 | 4 timer |
| 5 m/s2 | 2 timer |
| 7 m/s2 | 1 time |
| 10 m/s2 | 30 minutter |
m/s2 = SI-enheden for acceleration.
Tekniske og organisatorisk foranstaltninger til at mindske risikoen for skader:
- Kør med hastighed, der ikke er for høj til det underlag, der køres på.
- Vælg kørerveje, der fører udenom kloakdæksler, huller mv.
- Udjævn, hvis det er muligt, de strækninger, der køres på ofte.
- Anvend afvibreret sæde der passer til køretøjet. Sædet skal have god rygstøtte og være nemt at indstille til/af føreren.
- Det skal have speciel god lændestøtte, og endvidere er indstilling i forhold til førerens vægt vigtigt.
- Vedligehold køretøjets affjedring, støddæmpere mv.
Nye maskiner skal leveres med lav vibrationsstyrke og sæder der begrænser førerens vibrationer. Brugsanvisningen skal give oplysninger om vibrationsniveau, hvis dette overstiger 0,5 m/s2.
_____
- Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 428 af 5. april 2022 om anvendelse af tekniske hjælpemidler med senere ændringer. (Direktiv 2009/104/EF).
- At-vejledning om arbejdsrelateret muskel- og skeletbesvær.
- At-vejledning om hånd-arm vibrationer.
- At-vejledning om helkropsvibrationer.
- BFA Jord til Bord, Helkropsvibrationer i anlægsgartneriet.
- BFA Jord til Bord, Branchevejledning om Helkropsvibrationer.