Buskryddere
(kratryddere)

Buskryddere
(kratryddere)

Arbejdet med buskryddere kan være belastende for ryg, skuldre og arme. Der forekommer mange ensidigt gentagne arbejdsbevægelser i akavede arbejdsstillinger. Arbejdet skal derfor organiseres med så meget variation som muligt, f.eks. ved at skifte mellem forskellige arbejdsopgaver.

Buskryddere har normalt et støjniveau, der ligger væsentlig over støjgrænsen. Der skal derfor benyttes høreværn, der kan dæmpe
støjen effektivt.

Buskryddere har ofte en vibrationsbelastning på mere end 3 m/ s2. Maskinerne skal derfor vibrationsdæmpes, ved f.eks. udskiftning af gummiophænget samt af håndtagene med tykke gummihåndtag. Desuden skal maskinerne vedligeholdes regelmæssigt.

Vibrerer buskrydderen under 2,5 m/s2 er der ingen begrænsninger i brugstiden.

Læs mere i afsnittet om Vibrationer.

Ved indkøb af nye maskiner bør man anskaffe de mest støj- og vibrationssvage på markedet.

Der bør altid anvendes handsker, høreværn og øjenværn ved arbejdet med buskryddere.

Selerne til bæring skal være brede og polstrede.

Ved brug af buskryddere som græstrimmer, f.eks. til græsslåning, bør der anvendes værnefodtøj med stålnæse, overtræksbukser og
ansigtsskærm som beskyttelse mod sten.

Der skal være en sikkerhedsafstand på mindst 10 m til andre personer.

Ved brug af buskryddere med rundsavsklinge (rydningssav) f.eks. ved udtynding af juletræer skal der anvendes samme værnemidler
som ved motorsavsarbejde.

Det er forbudt at bruge slagle-tilbehør af metal.

Ved anvendelse til rydning af sundhedsskadelige planter f.eks. bjørneklo og ørnebregner samt andre planter der kan fremkalde allergi, skal brugeren effektivt beskyttes mod risikoen for at rammes af saft og planterester. Dvs. der skal anvendes ansigtsskærm, forklæde mm. samt evt. en ekstra bred skærm på buskrydderens skaft.

Buskryddere skal være CE-mærkede.

_____
 

  • Arbejdstilsynets bekendtgørelse om anvendelse af tekniske hjælpemidler. 
  • Arbejdstilsynets bekendtgørelse om brug af personlige værnemidler med senere ændringer. 
  • At-vejledning om arbejdsrelateret muskel- og skeletbesvær. 
  • At-vejledning om høreværn.
  • At-vejledning om øjenværn.
  • At-vejledning om støj.
  • At-vejledning om hånd-arm vibrationer.