Manuel håndtering
Ved manuel håndtering forstås løft, bæring, skub, træk og lignende. Håndteringen mv. er manuel, når det primært udføres med muskelkraft.
For at begrænse den manuelle håndtering mest muligt, skal der anvendes tekniske hjælpemidler, hvor dette er muligt og altid, når den manuelle håndtering indebærer sundhedsfare.
Overbelastning forebygges ved hensigtsmæssig planlægning af arbejdsproces og indretning af arbejdssted, ved at anvende egnede tekniske hjælpemidler, ved at anvende god løfte- og bæreteknik og ved at begrænse byrdernes vægt og antal, når manuel håndtering ikke kan undgås.
Løft
Et løft er tungt, når det indebærer en risiko for helbredsskader. Løft af byrder på under ca. 3 kg, vurderes normalt ikke som tunge løft.
Risikoen for at løftet medfører sundhedsskade er større, når der forekommer forværrende faktorer f.eks. løftet udføres skævt/asymmetrisk, ryggen vrides, bøjes forover eller til siden, armene løftes over skulderhøjde eller der løftes fra lave højder under knæhøjde. Det kan også være, hvis byrden f.eks. er uhåndterlig, glat, ustabil eller begrænser udsynet.
Om et løft vurderes som tungt og afhænger bl.a. af rækkeafstanden og byrdens vægt. I skemaet på næste side ses Arbejdstilsynets vurderingsmodel.
Hvis der anvendes en god løfteteknik, regnes løft i det grønne område ikke for at være klart sundhedsskadeligt. Er løftet i det røde område, defineres løftet som sundhedsskadeligt. Når der løftes inden for det gule område, skal der foretages en nærmere vurdering. Her skal der tages højde for frekvens og varighed, og om der er forværrende faktorer.

Der skal altid udarbejdes en helhedsvurdering af arbejdet, inden der iværksættes foranstaltninger. Ved en helhedsvurdering skal alle faktorer tages i betragtning.
De faktorer, der indgår i vurderingen, er:
- Vægt, rækkeafstand og de øvrige faktorer der kan forværre belastning (se At-vejledning om Løft, skub og træk.
- Om løfte- og bærearbejdet er en hovedfunktion i den ansattes daglige arbejde, eller om der kun er lejlighedsvise løft, der efterfølges af perioder, hvor kroppen kan restitueres.
Vægtgrænserne er lavere for unge under 18 år. Se afsnittet om Unges arbejde.
To eller flerpersoners løft kan ikke erstatte brugen af egnede tekniske hjælpemidler. Der kan også være risiko for uventede belastninger, når flere personer løfter sammen, f.eks. hvis ikke alle løfter eller sætter byrden samtidigt, eller hvis en af personerne mister grebet under løftet. Vægten af byrden ved to-personersløft bør derfor ikke udgøre mere end ca. 70 pct. af, hvad den enkelte ellers kunne løfte.
Vurdering af samlet vægt
Ved arbejde, hvor der udføres mange løft pr. arbejdsdag, skal den samlede vægt tages i betragtning i vurderingen af, om arbejdet kan være sundhedsskadeligt.
Arbejdstilsynet har opstillet nogle vejledende retningslinjer for, hvor stor den samlede løftemængde må være når der tages udgangspunkt i voksne og raske mennesker, der er velinstruerede og trænede og når der løftes i god arbejdsstilling mellem midtlår og albuehøjde:
- Ca. 10 tons pr. dag for løft tæt ved kroppen
- Ca. 6 tons pr. dag for løft i underarmsafstand
- Ca. 3 tons pr. dag for løft i 3/4 arms afstand.
Bæring
Inden der bæres, skal der laves en vurdering af, om der kan bruges et hjælpemiddel i stedet. Det kan f.eks. være en sækkevogn, rullebord mm.
Hvis byrden skal bæres under gang nedsættes grænsen for maksimal vægt i gult område således:
- Tæt ved kroppen fra 50 til ca. 20 kg
- Underarms afstand fra 30 til ca. 12 kg
- 3/4 arms afstand fra 15 til ca. 6 kg.
Ved bæring af byrder bør transporten højst være 20 m på plant underlag. Et almindeligt trappetrin på transportvejen sidestilles med en bæreafstand på ca. 1 m. Bæring på ujævnt vådt og fedtet underlag er særlig risikabelt.
Desuden er der forværrende omstændigheder som f.eks. foroverbøjning, vrid og dårligt håndgreb m.v. Dette kan undgås, hvis der er mulighed for at anvende tekniske hjælpemidler til at løfte og bære.
Løfte- og bæreteknik
- Gå tæt til byrden
- Stå med front mod byrden i bredstående stilling
- Vurderer byrdens vægt og tyngdepunktets placering
- Sørg for et godt greb i byrden
- Bøj i knæ- og hofteled og hold ryggen afbalanceret ved at spænde ryg- og bugmuskler
- Løft byrden roligt ved at strække knæ- og hofteled
- Hold byrden ind til kroppen med let bøjede albuer
- Løft og bær byrden symmetrisk, dvs. midt foran kroppen eller fordelt ligeligt i begge hænder
- Vrid ikke ryggen i belastet stilling. Flyt i stedet fødderne.
Ved frasætning af byrden bruges de samme bevægelser i omvendt rækkefølge.
Tunge eller hyppige løft under knæhøjde og over skulderhøjde bør undgås ved fra starten at anbringe emner, der skal løftes, i en hensigtsmæssig højde.
_____
- At-vejledning om løft, træk og skub.
- At-vejledning om ensidigt belastende arbejde og ensidigt gentaget arbejde.
- At-vejledning om arbejdsrelateret muskel- og skeletbesvær.
- BFA Jord til Bord, Tunge løft i jordbruget.
- BFA Jord til Bord, www.paspaakroppen.dk