Bjørneklo og vild pastinak

Bjørneklo og vild pastinak

 

Bjørneklo


Bjørnekloens saft er giftig og kan give et voldsomt udslæt, der ligner brandvabler. Undgå direkte kontakt med planten. Brug altid briller eller visir under arbejdet. Beskyt huden med tøj og brug lange gummihandsker og lange støvler.

Hvis man får saft på huden, skal hudområdet vaskes med vand og sæbe inden for 20 minutter. Smør huden med samme creme, som bruges til insektbid.

Huden skal beskyttes mod sollys i mindst 48 timer.

Folk med lys hud er særligt udsatte. Påvirkede områder kan være følsomme over for sollys i årevis. Er udslættet slemt, bør man søge læge.

Hvis der kommer saft i øjnene, skal øjnene straks skylles og beskyttes med solbriller. Søg læge straks.

Beskyttelse
 
  • Dæk hele kroppen med handsker og tøj, helst i syntetisk vandafvisende materialer.
  • Gummihandsker og lange støvler.
  • Hvis du skal slå planten, bør du beskytte dit ansigt med beskyttelsesbriller eller vesir.
  • Gør det til en vane at vaske udsatte hudpartier (typisk ansigt, hals, hænder og underarme) hver gang, der er pause. Medbring derfor vand, vaskeklud og sæbe under arbejdet.
  • Undgå at fjerne bjørneklo i solskinsvejr.
Bekæmpelse
Bekæmpelse af kæmpebjørneklo fra en traktor med lukket førerhus beskytter dig bedst mod at få saft på huden.

Bruger man buskrydder eller lignende, skal det gøres når planterne er ca. 1/2 meter høje.

Vær opmærksom på, at der kan være saft på handskerne eller tøjet, og at du kan få det på huden, når du skifter tøj.

Brug ikke buskrydder med snøre, da snøren får saften fra planterne til at sprøjte rundt.

 

Vild pastinak

Pastinak er giftig, og får man plantens saft på sig, kan sollys udløse vabler og sår, der minder om brandsår.

Når solen skinner skal man passe ekstra meget på, da det er solens stråler, der aktiverer giften, og som kan resultere i et smertefuldt udslæt. Fuldstændig som hvis man får saften af bjørneklo på huden. Heldigvis indeholder saften fra pastinak ikke så meget aktivt giftstof, så reaktionen er ikke så voldsom som ved kontakt med bjørneklo.

Er man uheldig at få saften fra den vilde pastinak på sig, er det vigtigt at skylle huden grundigt med vand.

_____