Plæneklippere - slåmaskiner
De roterende dele på plæneklippere/slåmaskiner skal være indkapslede. Indkapslingen skal være udformet således, at sten og lignende ikke kan ramme brugeren eller andre.
Plæneklipperen skal være udformet på en sådan måde, at en hånd eller fod ikke kan komme i kontakt med den roterende kniv, når maskinen står på et plant underlag.
Er plæneklipperen sikret med knivstop, må dette ikke sættes ud af funktion.
Motoren på plæneklipperen skal være forsynet med en pålidelig stopanordning, som bliver stående i stopstilling, når motoren standses.
Udstødningsgassen skal bortledes, så den ikke generer den, der fører maskinen.
Plæneklipperen skal være forsynet med et advarselsskilt. Alle instruktioner skal være på dansk.
Ved græsslåning skal der anvendes værnefodtøj med tå-kappe.
Sæderne på plæneklippere med siddeplads skal være udformet ergonomisk rigtigt.
Ved reparation af maskinen, specielt af de roterende dele, skal motoren stoppes helt, og tændrørshætten skal tages af.
Håndskubbede motorplæneklippere kan give vibrationsbelastninger. Maskinerne skal være vibrationssvage. Ved indkøb af nye maskiner bør man anskaffe de mest vibrationssvage på markedet.
Maskinen må ikke udvikle generende støj. Der skal udleveres og benyttes høreværn, hvis støjbelastningen under arbejdet er over 80 dB(A) på det sted, hvor føreren opholder sig ved arbejdet med plæneklipperen.
| Plæneklipperens skærebredde | Tilladt støjudstråling |
| Mindre end eller op til 50 cm | 96 dB |
| Fra 50 cm til og med 120 cm | 100 dB |
| Over 120 cm | 105 dB |
Støjudstråling for en plæneklipper skal fremgå af en attest, der kan være en del af brugsanvisningen. Desuden skal maskiner være forsynet med et skilt, der oplyser fabrikantens mærke, plæneklipperens typebetegnelse og støjudstråling.
Afhængigt af afstanden fra fører til støjkilde kan støjbelastningen være over 80 dB(A). I disse tilfælde skal der træffes tekniske og/eller administrative foranstaltninger (tidsbegrænsning) for at nedbringe førerens støjbelastning til under 80 dB(A).
Dette gælder for alle motoriserede plæneklippere, bortset fra landbrugs- og skovbrugsmateriel, samt ikke-selvkørende redskaber, hvis skæreenhed drives af hjulene.
Brugsanvisningen skal give oplysninger om vibrations- og støjniveau.
Der skal gives effektiv instruktion i brug af maskinerne og nedenstående råd følges:
- Hold hænder og fødder væk fra roterende dele
- Rør ikke ved roterende dele, før motoren og tændingssystemer er afbrudt
- Forlad aldrig maskinen med motoren i gang
- Hold maskinerne så støjsvage som muligt
- Hold vibrationsniveauet så lavt som muligt
- Sørg for, at kniven er i balance
- Placer udstødningsrør, så udstødningen ikke generer
- Hold udstødningsdæmperen i orden
- Brug sikkerhedsfodtøj
- Fjern tændrørshætten, før der arbejdes med knivene.
_____
-
Erhvervsstyrelsens bekendtgørelse nr. 1094 af 01. juni 2021 Bekendtgørelse om maskiner (Direktiv 2006/42/EF).
-
Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 428 af 5. april 2022 om anvendelse af tekniske hjælpemidler med senere ændringer. (Direktiv 2009/104/EF).
-
At-vejledning om høreværn.
-
At-vejledning om hånd-arm vibrationer.
-
At-vejledning om støjkrav til maskiner til brug i det fri.
-
BFA Jord til Bord, Branchevejledning om håndskubbet plæneklipper.
-
BFA Jord til Bord: www.paspaakroppen.dk
-
BFA Jord til Bord: www.stojidetgronne.dk