Støj
Arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at risici som følge af støj fjernes ved, at støjen begrænses ved kilden eller sænkes til det lavest mulige niveau.
Hvis arbejdsgiveren vurderer, at den ansatte udsættes for risici som følge af støj, skal arbejdspladsvurderingen indeholde en vurdering af støjbelastningen.
Ved valg af foranstaltninger skal følgende tillægges særlig opmærksomhed:
- Alternative arbejdsmetoder
- Udformning og indretning af arbejdspladser
- Valg af passende arbejdsudstyr med det lavest mulige støjniveau under hensyn til arbejdet
- Støjreduktion ved arbejdstilrettelæggelse:
- Begrænsning af eksponeringens varighed og omfang,
- Passende arbejdstider med tilstrækkelige pauser
- Passende information om og instruktion i korrekt anvendelse af arbejdsudstyret
- Planer for vedligeholdelse af arbejdsudstyr, arbejdspladser og arbejdssteder.
Unødig støjbelastning skal undgås, også hvis belastningen er under støjgrænsen. Støjniveauet under arbejdet skal derfor holdes så lavt, som det er rimeligt under hensyntagen til den tekniske udvikling.
Hvis støjbelastningen er over 80 dB(A) eller i øvrigt skadelig eller stærkt generende, skal der stilles høreværn til rådighed og disse skal benyttes.
Ingen person må udsættes for en støjbelastning over 85 dB(A) eller spidsværdier af impulser over 137 dB(C) under arbejdet.
Daglig støjbelastning over 80 dB(A), medfører øget risiko for at få høreskade. En stigning på 3 dB(A) betyder et dobbelt slid på hørelsen.
Høreværn skal være korrekt tilpasset og egnet til den ansatte. Høreværn skal anvendes straks fra arbejdets påbegyndelse og under hele dets udstrækning.
Arbejdsgiveren skal sørge for, at den ansatte, der på arbejdsstedet eksponeres for en støjbelastning over eller lig med 80 dB(A) gøres bekendt med og instrueres om de risici, som følger af støj.
Brug af høreværn skal oplyses ved skiltning.
Ved indkøb af nye maskiner og håndværktøj bør man anskaffe de mest støj- og vibrationssvage på markedet. Leverandøren skal oplyse, hvor meget maskiner og håndværktøj støjer.
_____
- At-vejledning om høreværn.
- At-vejledning om støj.
- BFA Jord til Bord, www.stojidetgronne.dk