Arbejdsmiljøorganisation
- samarbejdet om arbejdsmiljø

Arbejdsmiljøorganisation
- samarbejdet om arbejdsmiljø
 
Samarbejdet om arbejdsmiljø skal varetages gennem samarbejde mellem arbejdsgiveren, arbejdslederne og de øvrige ansatte.
 
Op til 9 ansatte – uden arbejdsmiljøorganisation
Virksomheder med højst 9 ansatte skal arbejde systematisk med deres arbejdsmiljø, men har ikke pligt til at oprette en arbejdsmiljøorganisation (AMO).
 
I det daglige foregår samarbejdet i stedet ved løbende, direkte kontakt og dialog mellem arbejdsgiveren, de ansatte og eventuelle arbejdsledere.
 
Det er arbejdsgiverens ansvar at sikre, at de ansatte kan komme med forslag til arbejdsmiljøet, og at de får alle nødvendige oplysninger, som har betydning for deres sikkerhed og sundhed.
 
Systematisk arbejdsmiljøarbejde
Det centrale i arbejdsmiljøarbejdet er at forebygge. Enhver virksomhed bør opbygge systematiske rutiner og metoder, for herigennem at opnå et godt arbejdsmiljø, bedre samarbejde og øget trivsel.
 
En stor del af det systematiske arbejdsmiljøarbejde foregår i forbindelse med den daglige opgaveløsning, møder mv. mens andre dele er konkrete redskaber, f.eks. den årlige arbejdsmiljødrøftelse og APV-processen.
 
Arbejdsgiveren skal også sørge for, at de ansatte bliver hørt, når ny teknologi bliver planlagt og indført. De ansatte skal bl.a. høres om konsekvenser for sikkerhed og sundhed ved valg af tekniske hjælpemidler, personlige værnemidler osv.
 
10 ansatte eller flere – med arbejdsmiljøorganisation
På virksomheder med 10 eller flere ansatte, skal man have en arbejdsmiljøorganisation.
 
Arbejdsmiljøorganisationen skal mindst bestå af en arbejdsmiljørepræsentant, der er valgt af de ansatte, og en arbejdsleder, der udpeges af arbejdsgiveren og med arbejdsgiveren eller dennes repræsentant som formand.
 
Arbejdsgiveren deltager selv, hvis der ikke er nogen arbejdsleder. Arbejdsmiljørepræsentanten er beskyttet mod afskedigelse eller anden forringelse af sine forhold, på samme måde som til- lidsrepræsentanter inden for det pågældende eller tilsvarende overenskomstområde.
 
Ved opgørelsen af antallet af ansatte indgår også deltidsansatte, ungarbejdere m.m. Arbejdsledere og arbejdsgiveren tæller ikke med.
 
I virksomheder med 10-34 ansatte skal arbejdsgiveren etablere en arbejdsmiljøorganisation i 1 niveau.
I virksomheder med 35 eller flere ansatte skal arbejdsgiveren etablere en arbejdsmiljøorganisation i to niveauer bestående af:
 
  1. Et niveau med en eller flere arbejdsmiljøgrupper og
  2. Et niveau med et eller flere arbejdsmiljøudvalg.
I en arbejdsmiljøorganisation i to niveauer varetager udvalget de overordnede strategiske opgaver og grupperne de daglige operationelle opgaver.
 
Midlertidige eller skiftende arbejdssteder på bygge- og anlægsområdet 
Ved arbejde der helt eller delvist udføres på midlertidige eller skiftende arbejdssteder uden for virksomhedens faste arbejdssted, herunder bygge- og anlægsarbejde, skal samarbejdet om sikkerhed og sundhed foregå i en arbejdsmiljøorganisation, når 5 eller flere ansatte arbejder for samme arbejdsgiver på udearbejdsstedet, og arbejdet foregår i en periode på mindst 14 dage.
 
Det systematiske arbejdsmiljø omfatter bl.a.: 
 
  • Planlægning og tilrettelæggelse af arbejdet
  • Oplæring og instruktion
  • Tilsyn med arbejdets udførelse
  • Arbejdspladsvurdering (APV)
  • Årlig arbejdsmiljødrøftelse

Obligatorisk arbejdsmiljøuddannelse
Arbejdsmiljørepræsentanter og arbejdsledere i arbejdsmiljøorganisationen har ret og pligt til at deltage i den obligatoriske arbejdsmiljøuddannelse på 3 dage.

Uddannelsen skal være gennemført inden tre måneder efter man er valgt eller udpeget til AMO.
 
På uddannelsen sættes der fokus på et godt samarbejde, og en systematisk tilgang til at løse  arbejdsmiljøproblemerne i det daglige.
 
Det er hensigtsmæssigt, hvis arbejdsmiljørepræsentanten og arbejdslederen deltager på det samme kursus. Så har de samme viden til at samarbejde om løsninger af arbejdsmiljøopgaverne.
 
Arbejdsgiveren afholder udgifterne ved arbejdsmiljørepræsentantens hverv og godtgør tab af indtægt, udgifter og indtægtstab i forbindelse med nødvendig deltagelse i uddannelsen.
 
Arbejdsmiljørepræsentanter og arbejdsledere, der har gennemført den lovpligtige arbejdsmiljøuddannelse senere end den 1. april 1991, behøver ikke den nye uddannelse.
 
Supplerende arbejdsmiljøuddannelse
Arbejdsgiveren har pligt til at tilbyde arbejdsmiljørepræsentanter og arbejdsledere i AMO 2 dages relevant uddannelse indenfor første 12 måneder af funktionsperioden.
 
Årlig arbejdsmiljødrøftelse
Alle virksomheder med ansatte skal afholde en årlig arbejdsmiljødrøftelse, hvor man skal:
 
  1. Tilrettelægge indholdet af samarbejdet om sikkerhed og sundhed for det kommende år.
  2. Fastlægge, hvordan samarbejdet skal foregå.
  3. Vurdere, om det foregående års mål er nået.
  4. Fastlægge mål for det kommende års samarbejde.
  5. Drøfte om der er den nødvendige viden om arbejdsmiljø til stede i virksomheden, hvis man er færre end 10 ansatte.
  6. Drøfte den supplerende uddannelse for medlemmer af AMO.
For virksomheder uden arbejdsmiljøorganisation, skal drøftelsen finde sted i samarbejde med alle ansatte i virksomheden. For virksomheder med en arbejdsmiljøorganisation skal drøftelsen ske i samarbejde med denne.
 
Arbejdsgiveren skal over for Arbejdstilsynet skriftligt kunne dokumentere, at den årlige, arbejdsmiljødrøftelse har fundet sted. Virksomheden afgør selv, hvordan I dokumenterer det.
 
Arbejdstilsynet har udarbejdet et skema til dokumentation af den årlige drøftelse. Men I kan f.eks. også blot notere i jeres APV, hvornår drøftelsen fandt sted, og hvem der deltog.
 
_____
 
  • At-vejledning om samarbejde om arbejdsmiljø i virksomheder med højst ni ansatte.
  • At-vejledning om samarbejde om arbejdsmiljø i virksomheder med 10-34 ansatte.
  • At-vejledning om samarbejde om arbejdsmiljø i virksomheder med mindst 35 ansatte.
  • At-vejledning om aftale om virksomhedernes samarbejde om arbejdsmiljø.
  • At-vejledning om arbejdsmiljøuddannelse for medlemmer af arbejdsmiljøorganisationen.
  • At-vejledning om systematisk arbejdsmiljøarbejde, herunder arbejdspladsvurdering og årlig arbejdsmiljødrøftelse.